Politiken modtog i alt tre priser ved uddelingen i årets Global Media Awards i Berlin.

Politiken vinder førstepræmie i stor international konkurrence

Denne tegning fra Politikens Claus Nørregaard indgik i det store projekt om identitetstyveri, som Politiken blandt andet er hædret for.
Denne tegning fra Politikens Claus Nørregaard indgik i det store projekt om identitetstyveri, som Politiken blandt andet er hædret for.
Lyt til artiklen

Der nærmede sig Oscar-stemning, da mediefolk fra hele verden var samlet til uddelingen af priserne i konkurrencen Global Media Awards, der fandt sted under den internationale medieorganisation INMA’s årlige kongres i Berlin.

I konkurrence med medier fra verden over lykkedes det Politiken at hive tre priser hjem.

Blandt andet blev Politiken tildelt en førstepræmie i kategorien ’Bedste initiativer til at hæve abonnementssalget’. Prisen gives for det, der internt på Politiken er kendt som Indsatsstyrken - en ny måde at samle kompetencer fra hele huset i en lille gruppe, der har arbejdet med at tiltrække nye abonnenter ved at gøre den journalistiske værdi af de enkelte artikeler tydeligere.

Politiken vandt prisen foran projekter fra norske VG og tyske Der Spiegel.

For læsere af Politiken er den interne organisation ikke noget, de lægger mærke til i det daglige. Til gengæld er de to andre priser mere synlige.

I kategorien ’Bedste brug af visuel journalistik og fortælleværktøjer’ tog Politiken andenpræmien for den faste arbejdsmetode og fortællermodel, som Politiken bruger ved alle store projekter. Det er en model, hvor alle involverede i projektet - journalister, fotografer, redaktører, layoutere og grafikere - tidligt samles, så alle fagligheder og måder at tænke historien på inkluderes fra begyndelsen.

Modellen er brugt blandt andet ved en ’grafisk novelle’ om identitetstyveri, som Politiken bragte sidste år. Den blev også brugt på så forskelle projekter som en reportage fra smeltende gletsjere i Alperne og en forklarende artikel om sjældne mineraler.

Politikens udviklingschef, Johannes Skov Andersen, var i Berlin for at modtage priserne. Han fremhæver samarbejdet på tværs af faggrupper som årsagen til, at Politiken har kunnet skabe prisvindende projekter.

»Alt det, vi har opnået med digitale fortællinger gennem tiden, er sket gennem samarbejde mellem forskellige faggrupper på avisen, og det er lige præcis det, vi nu vinder sølv for. For det er nemlig kun i det samarbejde – helt fra begyndelsen – at vi kan lykkes med det, der egentlig er formålet: nemlig at lave fortællingen på den måde, der er bedst for fortællingen, med alle de skønne digitale virkemidler, vi har til rådighed«.

Politikens tredje pris i årets konkurrence var en såkaldt ’hædrende omtale, der blev givet til den vælgerplakat, som Politiken udviklede til sidste års kommunalvalg.

Johannes Skov Andersen er meget begejstret for priserne til Politiken.

»At vi kommer hjem fra Berlin med en hovedpræmie og en andenpræmie i bagagen viser, at Politiken – også i måden vi arbejder på – er med helt i toppen globalt«, siger han.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her