Politikerkarrieren ved navn Helle Thorning-Schmidt er forbi. I dansk sammenhæng. Med karrierespringet til posten som øverste chef for Save the Children International med hovedkontor i London begynder et nyt kapitel i fortællingen om kvinden, der kom, så, sejrede og tabte.
Det nye kapitel handler om eftermælet. Den slags er erfaringsmæssigt en yderst betydningsfuld disciplin for toppolitikere, der går hen og bliver forhenværende.
Indtil videre har man ikke mærket meget til det. Helle Thorning-Schmidt har ikke just været nogen synlig politisk figur i de seneste måneder. Siden hun holdt sin grådkvalte afskedstale i Christiansborgs fællessal på valgaftenen, har hun ikke åbnet munden med politiske meldinger. Hun har passet præsidiet, en enkelt gang taget ordet på et gruppemøde og i øvrigt holdt sig ude af politiske debatter, mens hun har været jobsøgende i udlandet.
Nu er det sidste faldet i hak – og eftermælevaretagelsen kan begynde. Jeg kan mærke det, da jeg som indledning beder hovedpersonen udlægge sine tanker fra dengang for længe siden, da hun som nyvalgt folketingsmedlem ud af det blå trådte ind på den store scene som formandskandidat i Socialdemokratiet. Der er skrevet bøger og artikler i hobetal om det. Jeg har derfor et stille håb om, at hun vil dele ud af sit personlige lønkammers plus- og minuslister fra dengang.
