Man er grønlænder, når man er med til at udvikle sit land/ Man er grønlænder, når man taler sit sprog/ Man er grønlænder, når man respekterer sine forældre/ ...«.
Der var store smil i salen, da Niviaq Korneliussen for nylig læste op af sin debutroman ’Homo sapienne’ i Nuuk. Det var først, da hun nåede til anden del af digtet ’At være grønlænder forklares på følgende måde’, at de stivnede:
»Man er grønlænder, når man er alkoholiker/ Man er grønlænder, når man banker sin partner/ Man er grønlænder, når man mishandler børn/ Man er grønlænder, når man er blevet forsømt som barn/ Man er grønlænder, når man har selvmedlidenhed/ ...«.
Som en grønlandsk Yahya Hassan siger Niviaq Korneliussen det usagte højt; med digte, sms-strenge og prosa hiver hun hverdagen bag facaden ud i lyset og, mener nogle, udleverer sine egne.
