1. Tim Wendelboe
Ingen over, ingen ved siden af. Mikroristeriet Tim Wendelboe har taget navn efter Norges bedste kaffebrygger – Wendelboe er tidligere baristaverdensmester og en anerkendt og højt respekteret figur inden for den internationale kaffeverden. Foruden at fungere som kaffebar er der her mulighed for at deltage i forskellige kurser, der gør én klogere på kunsten at brænde, brygge og smage på kaffe. Sortimentet er eksklusivt med bønner fra nøje udvalgte plantager i Afrika og Sydamerika, der tilbydes i raffineret form som espressovarianter eller håndbrygget filterkaffe, herunder også aeropress.
Tim Wendelboe, Grünersgate 1.

