Ny undersøgelse om børns læsevaner viser, at andelen af piger i 3.-6.klasse, der læser bøger næsten hver dag eller flere gange om ugen, er faldet med 9 procentpoint siden 2010.
Arkivfoto: Peter Hove Olesen/Polfoto

Ny undersøgelse om børns læsevaner viser, at andelen af piger i 3.-6.klasse, der læser bøger næsten hver dag eller flere gange om ugen, er faldet med 9 procentpoint siden 2010.

Skole

Sociale medier stjæler tid fra børns læring: Piger dropper bøgerne og chatter i stedet

En stor gruppe af piger læser ikke længere bøger jævnligt, viser ny undersøgelse. Eksperter giver sociale medier skylden.

Skole

Piger læser færre bøger i deres fritid, end de gjorde tidligere.

I 2010 var det 68 procent af pigerne i 3.-6. klasse, der læste bøger næsten hver dag eller flere gange om ugen, mens det i dag er 59 procent. Det viser en ny stor undersøgelse om læsevaner blandt børn, som er foretaget af det nationale videncenter Læremiddel.dk for tænketanken Fremtidens Biblioteker.

Pigerne bruger en del mere tid på de sociale medier, end drenge gør. Det samme gælder med blogs og sangtekster

Udviklingen er bekymrende, mener Jan Mejding, der er lektor og seniorforsker i læsning ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

»Det betyder, at børn kan blive dårligere til at læse længere sammenhængende tekster. De får ikke den samme træning og bliver derfor ikke lige så gode eller lige så hurtige til det. Læsning er en færdighed, og som alle færdigheder skal det trænes. Og det er en vigtig færdighed, fordi det stadigvæk er en af de vigtigste informationsveje, vi har, når vi skal vide noget om verdens omkring os«, siger han.

Undersøgelsen viser, at piger fortsat læser mere end drenge, men at pigerne og drengenes læsevaner nærmer sig hinanden. I dag er det 52 procent af drengene, der læser næsten hver dag eller flere gange om ugen, hvilket er omtrent samme niveau som i 2010.

Sms’er kan ikke kompensere

Læseforsker og ph.d. i børns læsevaner Stine Reinholdt Hansen fra Læremiddel.dk under University College Lillebælt står i spidsen for undersøgelsen. Ifølge hende er det bemærkelsesværdigt, at piger læser mindre, mens drenge stort set ikke har ændret deres læseadfærd.

»Børn læser generelt mindre, hvilket vi havde forventet, den digitale udvikling taget i betragtning. Men det er overraskende, at det fald primært skyldes pigerne, og at lige præcis de har ændret vaner. For tidligere undersøgelser har vist, at piger altid har haft en markant større lyst til at læse end drenge«, siger hun. Stine Reinholdt Hansen peger på sociale medier som Facebook og Instagram som en af hovedforklaringerne.

»Sociale medier er en stor tidsrøver. Pigerne bruger en del mere tid på de sociale medier, end drenge gør. Det samme gælder med blogs og sangtekster«, siger hun.

Seniorforsker Jan Mejding er enig i, at sociale medier og i det hele taget digitale medier stjæler en del tid fra bøgerne.

»Mediebilledet er jo vokset ganske betydeligt for børn, som i dag er oversvømmet af medier hele døgnet. De kan vælge mellem 20 forskellige tv-kanaler, har ofte eget fjernsyn på værelset, smartphone og så videre. Det gør, at der er mindre tid tilovers til at beskæftige sig med bøger«, siger han.

Bliver børn ikke også trænet i at læse, når de læser sms’er og tekster på nettet?

»Jo, det er også en form for træning, men det kan ikke erstatte eller kompensere for bøgerne. De tekster, man læser på den måde, er relativt korte og ikke nødvendigvis særligt gennemarbejdede. Det er ofte overskrifter på Google eller hurtige svar fra hoften på sms«, siger han.

»Hvis man gerne vil vide noget om et emne som for eksempel racisme, er man nødt til at kunne søge i længere tekster, og det er en helt anden disciplin. Det kræver en anden læsestrategi, som man kun kan erhverve sig ved at øve sig i at læse længere tekster«.

Læselysten er for farlig at miste

I Danmarks Biblioteksforening ser man med alvor på læsefaldet.

»Vi skal gøre noget for at løfte den her læselyst, fordi det er et fundament, det er meget farligt at miste. Vi arbejder meget gerne sammen med skolerne og andre på at stimulere det. Vi vil meget gerne gøre det bedre og være en spiller i det«, siger formand Steen Bording Andersen.

Blandt forældre er der allerede meget fokus på børns læsning, siger Rasmus Edelberg, næstformand i foreningen Skole og Forældre.

»Det er vigtigt, at man også læser derhjemme. Vi ved, at det støtter op om læringen i skolen. Så det er synd, hvis det er faldende. Det er et sted, hvor man som forælder kan spille en vigtig rolle ved at støtte op om barnets læring«, siger han.

Er forældre gode nok til at sætte fokus på at læse bøger og eksempelvis få deres børn til at gemme smartphonen væk?

»Jeg synes egentlig, at forældrene gør det godt, og at de gør mere og mere. Der er en stigende bevidsthed om at støtte op om læsning. Men det er noget, vi skal have fokus på, og som skolebestyrelser skal tale med forældrene om«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere: