Engang handlede børnepolitik mest om, hvem der skulle passe børnene, da de hjemmegående kvinder blev en del af arbejdsmarkedet. Åbningstider, pasningsmuligheder i lokalområdet og andre praktiske spørgsmål var det, der blev spurgt til.
I den bedste af alle verdener var vi kommet videre. Men det er ikke tilfældet. Vi mangler stadig at løsrive os fra, at vuggestuer og børnehaver i lige så høj grad er til for forældrenes skyld som for børnenes skyld.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
