Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 16. jul. 2012 KL. 10.10

Riis: Mørkøv kan lave det helt store nummer

På dagens Tour de France etape vil udbrydere og sprintere kæmpe om magten.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Selv om Bjarne Riis ikke har været helt enig med sin mest angrebsivrige rytter i årets Tour de France, Michael Mørkøv, hver gang denne har kastet sig ud i en offensiv, lægger chefen for Team Saxo Bank-Tinkoff Bank ikke skjul på, at han er imponeret over den indsats, den tidligere verdensmester og OL-sølvvinder på bane har ydet.

Og heller ikke på, at det ikke vil overraske ham, hvis Mørkøv atter stiller sine ambitioner om en etapegevinst til skue i en koncentreret satsning.

»Det Michael leverede forleden, da han kørte alene mod slutningen af etapen til Le Cap d’Agde, viste, hvor stærk han er netop nu«, fastslår Bjarne Riis.

»Det var bare for langt ude fra, han angreb alene, og han havde bestemt ikke vinden med sig«.

Har fortjent udmærkelsen som den mest angrebsivrige
»Men hvis det lykkes ham at komme af sted igen tættere på mål, og han er i stand til at køre ligeså stærkt som på de første 30 km af sit udbrud forleden, henter de ham aldrig. Det er jeg helt overbevist om«.

»På baggrund af det, Michael allerede har lavet, synes jeg, det ville være fuldt fortjent, hvis han ved afslutningen på Touren får den såkaldte Super Combatif titel for den vilje til at angribe, han har vist undervejs.

FAKTA Sådan vurderer eksperten årets Tour de France

Bjarne Riis er i øvrigt fuldt ud tilfreds med den indsats, truppen i Touren har ydet.

»Der mangler selvfølgelig lige det sidste i form af en etapesejr, men rytterne kan ikke bebrejdes, at de ikke har prøvet«, konstaterer Bjarne Riis.

»Vi lovede inden starten på Touren, at vi ville være synlige, og det, synes jeg, har rytterne levet op til på bedste vis. Vi må også være realistiske og se på, hvilke forventninger vi kan tillade os at stille. Og på den baggrund har jeg ingen grund til at beklage mig«.

»Med en smule held havde vi også fået endnu større udbytte, men det kan jo nås endnu«.

Hovedpersonerne sparer nok på kræfterne
Opfyldelsen af dette håb kan måske komme allerede på dagens etape, hvor Tourens hovedpersoner i det samlede klassement givetvis endnu en dag sparer på kræfterne til de store styrkeprøver i Pyrenæerne.

Der er lagt op til at den forestående 15. etape fra Samatan til Pau bliver en hurtig affære med sin korte distance på 158,5 km, og der vil utvivlsomt straks fra start blive udfoldet intense anstrengelser på at slippe med i det rigtige udbrud.

LIVE FRA 13.50Samatan - Pau 158,5 km

Så stort et forspring som i går skal lykkeridderne dog ikke regne med at få, og om et optimistisk forehavende i det hele taget lykkes, kan også synes tvivlsomt.

Greipel har mulighed for fjerde etapesejr
Godt nok afvikles i etapen i kuperet terræn med tre mindre bjergspurter på den sidste tredjedel, men den hører helt sikkert også til dem, som holdene med de stærke sprintere har i kikkerten.

Derfor kan det meget vel tænkes, at Årets Cykelrytter i Danmark 2011, Lars Bak, endnu engang skal på hårdt arbejde.

For selv om hans tyske holdkammerat på det belgiske Lotto-Belisol mandskab, André Greipel har udtalt, at han har fået mere ud af sin deltagelse i den franske styrkeprøve, end han havde turdet drømme om, synes en fjerde etapegevinst absolut indenfor det tyske muskelbundts rækkevidde i dag.