West Ham United F.C. har været min klub siden vinteren 1994/95, hvor min favoritspiller Marc Rieper forlod den danske liga og indfandt sig i Londons østlige del. Her var destinationen, for mig i hvert fald, en mindre og ukendt arbejderklub, der for længst havde haft sin storhedstid, og da den stod på, var det ikke engang i klubbens egne farver.
Det var i stedet på det engelske landshold, der vandt VM-finalen tilbage i 1966, hvor tre spillere fra West Ham havde afgørende roller: landsholdets anfører Bobby Moore, Martin Peters, der scorede i finalen, og ikke mindst Geoff Hurst, der scorede et hattrick i finalen mod Vesttyskland.
Efter Riepers ankomst var jeg solgt: Her var der tale om en uglamourøs arbejderklub, der var kendt for at udvikle egne talenter og havde en social bevidsthed. Rieper forlod i øvrigt Upton Park i 1997, da Celtic blev hans næste og desværre sidste klub. Den bedste spiller gennem tiderne må uden tvivl være den ikoniske anfører og forsvarsspiller Bobby Moore, der bar trøje nummer 6. Et nummer, der nu er pensioneret hos West Ham til hans ære. Nu er Pelé ikke kendt for at være nærig med sine ord og fraser, men netop datidens brasilianske superstjerne har udtalt, at Moore var den forsvarsspiller, der var sværest at spille over for.
