Næsten alle de børn, som Red Barnet har talt med i flygtningelejren Zaatari i Jordan, har set brødre, søstre, forældre eller andre fra familien blive dræbt.

Politiken.dk bringer her nogle af børnenes beretninger.

Hassan, 14 år:

»Jeg var til begravelse, da jeg første gang hørte en raket, der forårsagede en massakre. Jeg tror, at den var målrettet begravelsen«, siger Hassan.

Døde kroppe lå overalt, og Hassan var med til at hjælpe folk, der var blevet såret. Moskeen var fyldt med døde mennesker, og hunde begyndte at spise af ligene, der lå ude i gaderne. Han mistede sin fætter og onkel den dag.

HASSAN.  Foto: Jonathan Hyams/Red Barnet Huset, hvor Hassan boede, var blevet brændt ned, og alt var væk.

»Jeg husker, at hver gang, der var skyderi, søgte vi dækning. Indenfor råbte og skreg børnene, de var så bange. Jeg husker, at så mange børn blev tortureret«, siger Hassan, der nu bor med sine forældre og brødre i et telt i flygtningelejren i Jordan.

Wael, 16 år:

Wael har boet i flygtningelejren i Jordan i en måned. Han fortæller, hvordan han kravlede i ly, når der var angreb.

»Vi gravede et hul i haven, som vi kunne gemme os i. Det var kun lige stort nok til, at tre mennesker kunne kravle ind, men lige så snart, at vi vidste, at der kom vold, kravlede jeg derind med mine brødre. Min mor hjalp os derind, og så dækkede hun det til med bølget jern og smed jord oven på. Og så ventede vi, nogle gange i timevis«, siger Wael.

SE FOTOKrigens ansigter

Sidste gang, han opholdt sig i det hjemmelavede beskyttelsesrum, var det fra klokken 7 om morgenen til klokken 5 om eftermiddagen.

»Det var forfærdeligt. Jeg var så bekymret for, at de ville finde os og dræbe mig og mine to brødre«, siger Wael, der skønner, at han brugte skjulestedet mindst en gang om ugen.

Da Wael bliver anholdt, oplever han, hvordan han sammen med en masse børn bliver skilt fra de voksne. Børn af forældre, der var særligt eftersøgte, blev samlet i en gruppe, og hver gang, der blev uddelt mad eller vand, sørgede mændene for, at denne gruppe børn ikke fik noget.

»Børnene var endda for svage til at græde. De lå bare på jorden«, siger Wael, der husker, at en 6-årig døde efter tre dages tæsk.

Nur.  Foto: Jonathan Hyams/Red BarnetNur, 9 år:

Nur fortæller, at det er bedre at være i flygtningelejren i Jordan end hjemme i Syrien. Men hun vil gerne have skyderiet stoppet, så hun kan komme hjem og lege med sine venner.

»Jeg leger ikke længere. Jeg er ikke et barn mere. I Syrien var jeg glad. Jeg plejede at spille fodbold. Så begyndte volden, og vi begyndte at lide. Det var ikke det, der ikke brugte til at skade os med. Tidligere brugte de kampvogne, men så gik de videre og begyndte at bruge luftangreb, bomber, missiler og alle de våben, du kan forestille dig. De dræbte os. I dag er der intet tilbage af min by, og de fleste er rejst«, siger Nur.

Farah, 17 år:

Mens Farah var i fængsel, blev han taget udenfor og bundet til en træpæl med armene over hovedet. Han blev slået blandt andet med en kolbe fra en riffel.

LÆS OGSÅSyriske børn fortæller om mishandling: Den 6-årige dreng var den, der blev tortureret mest

»Efter de første par timer kunne jeg ikke føle noget. Så besvimede jeg«, siger Farah.

»Jeg troede ikke, at jeg ville forlade stedet i live. På den tredje dag blev jeg flyttet til et andet sted. De troede, at jeg ville begå selvmord, fordi det var der så mange mennesker, der gjorde«.

Farahs mor og bedstemor fik lov til at få ham med hjem, og i en måned lå han helt stile i sengen uden at kunne bevæge sig.

Amani.  Foto: Red BarnetAmani, 13 år:

For syv måneder siden kom der nogle mænd til Amanis onkels hus og slog løs på hendes bror med stokke.

»Så skiftedes de til at hoppe på hans ryg. Han fik så mange tæsk, at han stadig ikke kan gå. Jeg har ikke lyst til at spise noget mere. Jeg er ikke sulten. Når jeg tænker på, hvad der skete, kan jeg ikke lade være med at græde. Jeg græder hele tiden. Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage os at komme over - måske hele livet«, siger Amani til Red Barnet.

Hun oplevede det ikke selv, men har fået historien fortalt. Da Amani og hendes familie tog afsted til lejren i Jordan, måtte de efterlade broderen i en seng, som han ikke var i stand til at rejse sig fra.

Mohammad, 17 år:

Mohammad blev sammen med alle andre over 15 år i hans by anholdt og sat i fængsel.

»Nætterne var det værste. Cellen var cirka 4 gange 3 meter, og der var mange derinde. Du kunne slet ikke sove, du kunne ikke ligge ned. Jeg var uden mad i tre dage, og der var intet vand, kun vand fra toilettet«, siger Mohammad til Red Barnet.

Han så folk dø i fængslet - nogle af sult og dehydrering.

»Den eneste grund til, at jeg kom ud, var, at de kendte min onkel«, siger Mohammad.

MOHAMMAD.  Foto: Jonathan Hyams/Red BarnetMohammad, ligeledes 17 år:

Mohammad bor alene i flygtningelejren i Jordan. Han har været udsat for massive forbrændinger i ansigtet og kroppen. En medarbejder fra Red Barnet forsøger at hjælpe ham med at komme over oplevelserne fra Syrien.

»De udvalgte 50 tilfældige børn i klasseværelserne fra 1. til 7. klasse. De førte dem ud af skolen og flåede deres fingernegle af. Mange af børnene var kun seks år. De flåede fingerneglene af seks-årige børn. De tog børnene med sig. Folk i landsbyen gjorde alt, hvad de kunne, for at få deres børn tilbage, men vi havde ingen våben, så vi kunne ikke gøre noget. Jeg ved ikke, hvor de er nu. Jeg rejste kort tid efter«, siger Mohammad.

DOKUMENTATIONLæs alle beretningerne(eksternt link, engelsk)