Annonce
Annonce
Internationalt

Tyrkiets kurdere: Vi begik folkedrab

Den tyrkiske stat benægter, at den bevidst udryddede op til halvanden million armeniere, men de, der førte knivene,fortalte deres historier, og de plager stadig deres efterkommere.

folkedrabet i 1915

24. april 1915 er sat som dagen, hvor folkedrabet på armenierne blev sat i gang. I praksis var det allerede i gang og varede til 1918.

Tyrkiet benægter skiftevis, at det fandt sted, at mere end nogle hundredtusinde døde, og at det var intentionen at slå dem ihjel.

Til tider høres også, at de fleste armeniere rejste af sig selv.

På en skråning ved Harput i det sydøstlige Tyrkiet går Ibrahim og samler vilde løg nær ruinerne af en armensk kirke. Kun endevæggen og lidt kuppel er tilbage. For 100 år siden var her et stort armensk samfund, men så kom folkedrabet. Igangsat af den daværende regering i Istanbul og udført af folk som Ibrahims oldefædre.

»Jeg kan ikke holde ud at tale om det, men mine slægtninge deltog også i massakrerne. Det ved vi i familien«, siger han.

»Det gør mig ked af det, og jeg tænker på mine egne børn, og at nogen kunne gøre det samme mod dem. Jeg undskylder for det, der er sket, og selvfølgelig skal staten også sige undskyld«.

Den slags erkendelser fra borgere i Tyrkiet pibler nu frem og underminerer den tyrkiske stats 100 år lange benægtelse af, at myrderier og deportationer var et folkedrab, som internationale historikere til overmål har konkluderet.

Rundt om Ibrahim under blomstrende kirsebærtræer er jorden fuld af fordybninger, hvor skattejægere har gravet efter de private opsparinger i guld, armenierne gravede ned, da de flygtede. De færreste vendte tilbage for selv at grave det op, for op mod halvanden million armeniere mistede livet ved henrettelser, udsultning eller pinsler gennem månedlange marcher ned i Syriens ørken.

FORSTÅ BAGGRUNDENFolkemordet som Tyrkiet ikke mener fandt sted

Rojan, en 22-årig kurdisk universitetsstuderende, kender også godt sin families historie. Og skammer sig.

»En eller to skjulte og beskyttede deres armenske naboer. Resten var med til at slå ihjel. Jeg har det meget dårligt med, at mine oldeforældre var med til det. Det var jo ikke mig, der gjorde det, men det smerter mig, at det var dem. De havde en idé om, at hvis man dræbte syv armeniere, kom man i paradis«, siger hun.

»Min oldefar tvang en armenier til at tisse på Det Nye Testamente. Imens råbte manden ’Jesus, tilgiv mig’. Det er noget, vi har vidst i familien siden«.

Tusinder kastet ned i slugt

To timers kørsel syd for Harput løber ti drenge og leger langs en 200 meter dyb slugt, der åbner sig i klippegrunden. Affald blander sig med markblomster, og intet afslører, at den kun tre meter brede slugt er gravplads for tusinder af armeniere, der blev skubbet i døden her af deres tyrkiske og kurdiske bødler.

Fra jordoverfladen kan man ikke se bunden, og når drengene smider sten ned i mørket, går der mange, lange sekunder, før de rammer noget, og der lyder et kuldegysende hult drøn dernedefra. »Det er forfærdeligt«, siger Ömer Hussein, en kurdisk chauffør, der i sidste uge så slugten for første gang.

EN FAMILIES HISTORIEI 1915 blev Georges oldemor svigtet af verden - nu er han selv på flugt

Jeg har det meget dårligt med, at mine oldeforældre slog ihjel

Rojan, studerende

Hans oldefar delte landsby med armeniere, der måtte flygte, og som bad ham passe på deres guld og ejendom. Aftalen lød, at hvis armenierne kom tilbage, var guldet deres, kom de ikke tilbage, var det kurdernes. Kun én armenier kom tilbage, men Ömers oldefar kunne ikke dy sig for at stjæle noget af hans guld. Måske så meget som halvdelen.

»Min bedstefar skammede sig over min oldefar, og vi har altid været lykkelige over, at vi ikke arvede noget fra ham. For min oldefar mistede senere alt«, siger chaufføren.

»Vi er nødt til at sige undskyld for folkedrabet, for det var et folkedrab, og ligesom vi må sige undskyld, så må staten også sige undskyld«.

Sidste år omtalte præsident Recep Tayyip Erdogan begivenhederne i 1915 i de hidtil mest forsonlige vendinger brugt af nogen tyrkisk leder. Uden dog at anerkende folkedrabet:

»Begivenhederne under Første Verdenskrig er en smerte, vi deler«, sagde han.

»Og det er med det håb og den tro, at vi ønsker, at de armeniere, der mistede livet i det tidlige 20. århundrede, må hvile i fred, og vi sender vores kondolence til deres børnebørn«.

I år er det valgår, og nu er tonen en helt anden. Både paven, Tyskland og Europaparlamentet har offentligt kaldt ’begivenhederne’ folkedrab, og det er ikke modtaget med samme forsonlighed.

»Uanset hvilken beslutning Europaparlamentet når (...), så går den ind ad det ene øre og ud af det andet, for det er ikke muligt for Tyrkiet at acceptere sådan en synd eller forbrydelse«, sagde præsidenten forleden.

GLEMTE DANSKERE Fire danske heltinder, vi aldrig har anerkendt

En voksende andel af hans landsmænd er ikke enige, og det er ikke tilfældigt, at det er kurderne, der nu er klar til at tale om forbrydelserne.

Den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der har enorm indflydelse på kurdere over hele regionen, har gjort det til sit projekt at blive en frihedsbevægelse for alle undertrykte i Tyrkiet, herunder de kristne. Det har været med til at sætte gang i nye erkendelser, og det har også drabet på den tyrkiskarmenske redaktør Hrant Dink, der blev skudt af en ultranationalist i 2007.

For 100 år siden troede de kurdiske gerningsmænd, at de var et fedt med de osmanniske tyrkere, og at de havde et fælles projekt i at skabe en sunnimuslimsk stat fri for kristne. Det var de i princippet også, men med grundlæggelsen af Tyrkiet i 1923 blev projektet omformuleret, så det ikke alene kun var for sunnimuslimer, men også kun for tyrkere.

Kurdisk identitet var der ikke plads til, og ethvert forsøg på at dyrke den blev slået hårdt ned. Det har fjernet kurderne fra den tyrkiske stat og dens version af den fælles historie.

Ikke noget, vi taler om

»Vi ved, at det var folkedrab mod armenierne, for de forsøgte det samme med os senere. Det var lige ved at ske for 15-20 år siden«, siger en kurder i Urfa nær grænsen til Syrien – og tænker på krigen mellem staten og PKK i 1990’erne.

Den førte til hundreder af afbrændte kurdiske landsbyer og 40.000 døde, fortrinsvis kurdere.

»Tyrkerne indrømmer det aldrig, men hvis du spørger 20 kurdere, vil de 18 sige, at der var et folkedrab«, siger han.

Fælles for alle de kurdere, Politiken har talt med, er, at de endnu ikke er klar til at tale åbent med venner og kolleger om det. De skammer sig bag lukkede døre.

»Det er ikke noget, vi taler om. Jeg kan ikke lide at tale om det, og jeg kan ikke se folk i øjnene«, siger Ömer Hussein.

»Når jeg har mødt armeniere, har jeg kigget ned«.

Del link

Læs i magasinet

 Foto: AP Photo

Folkemordet som Tyrkiet ikke mener fandt sted

De fleste historikere er enige om, at tyrkerne begik folkedrab, da anslået op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet i skyggen af Første Verdenskrig i årene 1915 til 1918. Men tyrkerne fastholder, at armenierne døde, fordi de allierede sig i krigen med tyrkernes fjender.

Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce