Bortset fra en udtalt skepsis over for Den Europæiske Unions udvikling har en polsk højrenationalist ikke meget til fælles med en kritiker af venstreorienteret oprindelse som JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde.

I den erkendelse ligger hele det dilemma, som kan blive en af de mest interessante jokere i sammensætningen af et nyt EU-parlament efter valget i weekenden.

En af de tendenser, der synes vedholdende i virvaret af meningsmålinger og undersøgelser på tværs af medlemslandene, er forudsigelsen om en meget væsentlig fremgang for unionsskeptikere og -modstandere.

»Min gruppe bliver fordoblet, måske mere. Jeg tror, vi kan blive tungen på vægtskålen«, siger Bonde, der er formand for skeptikergruppen Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa.

Han forudser også fremgang for de mere hårde, ofte stærkt højreorienterede EU-modstandere i gruppen Union for Nationernes Europa, hvor Dansk Folkeparti holder til.

Det skal Jens-Peter Bonde jo sige, kan man indvende - og det er da også muligt, at den danske skeptiker er lige optimistisk nok i sin vurdering af skeptikernes reelle muligheder i spillet mellem parlamentets store politiske grupper.

Tegn på valgsejre
Men påstanden om fremgang er ikke grebet ud af den blå luft. Både eksperter og meningsmålinger i mange af de 25 medlemslande - ikke mindst de 10 nye - spår om valgsejre for skeptikere og modstandere.

»Jeg tror, der kommer endnu flere EU-kritikere i parlamentet, end vi oprindelig forudså«, siger forskeren Simon Hix fra London School of Economics.

Sammen med professor Michael Marsh fra Trinity College Dublin udgav Hix i april med EU-parlamentets støtte den foreløbig eneste detaljerede forudsigelse af sammensætningen af det nye parlament.

Forudsigelserne i rapporten, der er finansieret af pr-firmaet Burson-Marsteller, er ikke baseret på meningsmålinger, men beregningsmodeller med udgangspunkt i tidligere nationale og europæiske valg. Metoden har tidligere givet 90 procent korrekte forudsigelser.

Ud over en lille fremgang for parlamentets største gruppe, de borgerlige, og et flot valg for den tredjestørste, liberale gruppe peger Burson-Marsteller-rapporten på en væsentlig styrkelse af højrenationalistiske kræfter i parlamentet.

Det yderste højre
Måske endda nok til, at der kan dannes en ny gruppe på den yderste højrefløj, som for første gang kunne sikre sig en af de indflydelsesrige poster som udvalgsformand.

Som årsag peger Simon Hix især på stærke nationalistiske og EU-kritiske kræfter i de nye medlemslande i Central- og Østeuropa - for eksempel det polske Selvforsvarsparti, Samoobrona, tjekkiske ODS og ungarske Fidesz, der alle står til valgsejre.

I store kernelande som Frankrig, Tyskland og Italien ventes dårlig økonomi og arbejdsløshed også at skabe mange proteststemmer, og i Storbritannien stormer de benhårde EU-modstandere i UK Independence Party i øjeblikket frem i meningsmålingerne.

Det kunne ligne et optræk til politisk stormløb, når stemmerne er talt op i næste uge. Men nej, siger Simon Hix:

»EU-kritikerne kommer fra så dybt forskellige politiske baggrunde, at de notorisk er ude af stand til at arbejde sammen. De vil prøve at lave grupper, men det vil aldrig komme til at fungere«.

Nigel Farage fra UK Independence Party er en af dem, der oplever stor medvind i den britiske valgkamp, efter sin egen opfattelse især på grund af debatten om EU-forfatningen og den kommende britiske folkeafstemning. Men han giver Simon Hix ret.

Sammenhæng
»Den store udfordring for modstandere og skeptikere bliver at danne en fælles sammenhængende gruppe efter valget. Det kan blive en meget svær forhandling på grund af vores politiske forskelle«, siger Farage.

Jens-Peter Bonde bryder sig ikke om udnævnelsen af en »nationalistisk bølge« fra de nye medlemslande - »de er redeligt og demokratisk valgt, og vel ikke mere nationalister end så mange andre«, som han siger.

Men han erkender, at de EU-kritiske grupper risikerer endnu en gang at blive sat uden for indflydelse, fordi de to største grupper, de borgerlige og socialisterne, vil danne en altdominerende koalition på tværs af midten.

»Den borgerlige leder kan komme i en situation, hvor han må vælge imellem mig eller en bred koalition for at regere. Jeg frygter, at han vil vælge det sidste«, siger Bonde.