Lige om lidt lukker svømmehallen i det gamle elværk på Elvej i Nakskov.
Hallen er ikke længere tidssvarende, og dermed forsvinder det særlige bassin og de bare fire baner, der skabte et af de største danske idrætsnavne nogensinde, den nu 40-årige Mette Jacobsen.
Og da Jacobsen forleden var et smut i fødebyen for at sige ’farvel’ og sprang i bassinet sammen med sine to delfinunger, Amanda på seks år og Alberte på tre, var det på en måde for at slutte ringen.
Fik brillerne forkert på
For det var her, hun bare seks år gammel begyndte den endnu ubevidste lange vej mod toppen.
Først som pigen, der skulle lære at svømme, senere som talentet, der skulle bekræfte løfterne. Og det skete gennem en lyststyret, benhård træning – time efter time, dag efter dag, måned efter måned.
Og da Mette Jacobsen som 14-årig splejset skolepige – hun husker det nærmest, som var det i går – satte sin første danske seniorrekord, vidste ’alle i miljøet’, at dansk svømning havde fået en unik søstjerne.
Rekorden blev nemlig sat på besynderligste vis i Aarhus. For efter at hun havde fjumret rundt i bassinet i det indledende heat ved de danske mesterskaber i 100 meter crawl, stod det klart, at talentet fra Nakskov måtte tage til takke med en plads i B-finalen – og hun var dermed ude af det store regnskab.
»Jeg stod ude på toilettet, da jeg blev kaldt ud til mit indledende heat«, fortæller Mette Jacobsen.
»Derfor fik jeg sat svømmebrillerne skævt på, lige inden starten gik. Jeg sprang i vandet på en yderbane, og helt urutineret stoppede jeg op for at rette på brillerne. Og da jeg gjorde det anden gang, var de andre selvfølgelig væk. Så det blev kun til 16. bedste tid af alle, og det rakte lige til en plads i B-finalen«.
Her satte pigen fra den gamle værftsby til gengæld fuld skrue på, og det udløste den første af hendes 131 danske rekorder – og samtidig blev hun indlemmet i bruttotruppen til den 4x100 meter, dansk svømning satsede på ved OL i Seoul i 1988. Og som gav kvinderne en 4.-plads i den olympiske finale.
En kold og blæsende dag
Det var mere end rigeligt til at gøre Mette Jacobsen til ’Årets Fund i dansk idræt’ – for nu 25 år siden.
Alt det og mere til talte vi om en mørk eftermiddag på Café Alex i Hovedgaden i Birkerød. Et lunt og rart sted, sådan på behagelig afstand af den triste butiksdød, der er synlig i den anden ende af Hovedgaden – og et sted, hvor Mette Jacobsen på sin side af bordet og stearinlyset har svært ved at acceptere, at hun faktisk er 25-års jubilar.
Men det er hun. Og kan hun i det hele taget huske den aften, hvor hun blev kåret, nu for så længe siden?
Så røg den sidste af Mette Jacobsens rekorder»Det kan jeg«, svarer Mette Jacobsen med et smil og efter at have nippet til en kop eksotisk te. Selv foretrak jeg en klassisk kakao.
»For du må jo regne med, at det at blive Årets Fund var en markering af, at jeg som bare 15-årig gik fra at være stjerne på Lolland og til at blive kendt i hele Danmark. Det var en kold og blæsende dag, da jeg skulle ha’ prisen, og jeg kan huske, at jeg skulle fotograferes nede på gaden foran Politikens Hus. Det skete vel nærmest i stiv kuling. Og så var det vist dig, der overrakte mig prisen«.
OL-skuffelse
Med Mette Jacobsens opdukken var dansk svømning ikke længere det samme.
Over en årrække sørgede hun for imponerende resultater ved alle slags stævner; de første år med afsæt i det beskedne bassin i Nakskov, hvor hendes far var træner, men som 19-årig rejste hun til større forhold og skrappere træningskrav.
Karrieren var enestående, og legenden Ragnhild Hveger har over for mig karakteriseret Mette Jacobsen som »en fantastisk svømmer med en helt utrolig træningsflid« – og den resulterede i hele 36 EM- og VM-medaljer, heraf syv EM-guld og tre VM-guld, på en tid, hvor der ikke var så mange mesterskabsstævner som i dag. Dertil kommer hele 52 World Cup-sejre.
Årene gik, astmaen kom – og sygdommen blev en hård modstander for Mette Jacobsen i resten af hendes karriere på topplan.
»Efter at jeg havde været stærkt svømmende i 1991, var der lagt op til, i hvert fald hos mig selv, en olympisk medalje i Barcelona ’92. Men den kom ikke. Min mormor døde under OL, så jeg havde svært ved at koncentrere mig. Desuden havde jeg problemer med vejrtrækningen, så OL blev en stor skuffelse«, erindrer Mette Jacobsen.
Hun fortæller, at hun en måned efter hjemkomsten fra Barcelona fik testet lungerne, og at »kapaciteten var nedsat med 35 procent«.
Og det slog ikke mindst igennem ved EM i Sheffield i ’93, hvor hun helt undtagelsesvis ikke kom i en eneste finale.
»Jeg kunne ikke slæbe mig op ad den mindste trappe, jeg var helt færdig. Det var den store nedtur, også fordi der ikke var så mange stævner, og at jeg derfor skulle vente næsten et år på at gøre det godt igen. Astmaen, der formentlig er skabt af en slags ’klorbombe’, og som satte sig som en kronisk inflammation, var virkelig en barsk modstander. Men i dag er jeg helt stoppet med medicinen, og selv om min lungekapacitet er nedsat med 20 procent, kan jeg gøre de ting, jeg vil«.
Farvel som 33-årig
Og til de ’ting’ hører at træne kronprinsesse Mary og svømme ved siden af hende – som det skete under dette års version af svømmeturen rundt omkring Christiansborg.
Og også løbe en tur, når formen skal strammes, og når sporene efter alverdens fristende kager skal holdes væk.
Mette Jacobsen nåede at deltage i hele fem olympiske lege – og komme i finalen hver eneste gang. Hvilket ingen anden svømmer i verden har præsteret.
I 2006, kort efter at hun havde vundet EM-sølv i Trieste ’05, sagde hun farvel og tak. Som 33-årig.
Hun følte ikke længere glæde ved svømmesporten, for der var hårdere kampe på bassinkanten, end der var i vandet.
Det blev for surt, Mette Jacobsen følte sig uønsket af svømmesportens topledere – og derfor opgav hun sin drøm om endnu en olympisk deltagelse, den sjette i Beijing 2008.
Fortryder intet
»Jeg tog rundt til nogle forskellige invitationsstævner i Europa og sagde farvel til alle mine internationale venner. Mit sidste løb var i den vidunderlige norditalienske by, Bolzano, og jeg svømmede elendigt. Min koncentration var helt væk – den gulerod, der havde dinglet foran næsen på mig siden jeg var 10 år, var spist. Jeg orkede ikke mere. Badedragten i mit sidste løb? Den ligger vel derhjemme, vil jeg tro«.
Mette Jacobsen arbejder i dag som fysioterapeut og sundhedskonsulent for Falck Health Care – og så giver hun helt almindelig svømmeundervisning en enkelt dag om ugen i Charlottehaven på Østerbro. Og mere har hun ikke med vand at gøre. Ud over at drikke det.
»Når jeg tænker på min karriere, så har der været astma, skidt, møg og jalousi. Og det har ødelagt meget, synes jeg. Men ellers har det været helt fantastisk, og jeg fortryder intet. Jeg har mødt mange pragtfulde, gode mennesker undervejs. Og så er det både overraskende og rørende, at mange stadig kan huske mig, også personer af anden etnisk oprindelse – der møder mig med varme og respekt. Som om de vil sige tak for gode oplevelser. Det bevæger mig«.
Siger Mette Jacobsen. Der selvfølgelig skal stå for åbningen af den nye svømmehal i Nakskov.
fortsæt med at læse
