Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Genfortolkning. Gode enkeltpræstationer i genopsætningen af 'Saul og David' kan ikke redde det samlede indtryk, mener Bagsidens anmelder.
Foto: Signe Roderik

Genfortolkning. Gode enkeltpræstationer i genopsætningen af 'Saul og David' kan ikke redde det samlede indtryk, mener Bagsidens anmelder.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opera om den geopolitiske dårekiste er helt impotent

Anmelder gør kort proces: 'Saul og David' er en elendig opera.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv vejret var i oprør, da denne anmelder fredag 17. april begav sig ud til Henning Larsens fradragsberettigede øjebæ på Holmen for at se Carl Nielsens første opera, ' Saul og David'. Det er Carl Nielsen-år i år, og de danske kulturinstitutioner sætter alle sejl for død og pine at fejre 150-året for nationalkomponistens fødsel. Deriblandt også Det Kongelige Teater, der opsætter ' Saul og David' for første gang siden 96, kulturbyåret. Her skulle danskerne også - i en form for masseonanifejre vores kulturelle bedrifter, hvor tvivlsomme de end måtte være.

Da sammenfaldet går op for mig, er det en trist erkendelse: ' Saul og David' er åbenbart en opera, man skal bruge en undskyldning for at sætte op. Det borger ikke for kvaliteten.

Jeg beslutter mig dog for at hanke op i mig selv og med åbent sind møve mig gennem publikumsmenneskehavet bestående af mavesure, gråhårede abonniner og deres utiltalende mænd, op til min plads på 1. balkon midtfor. Det er salens bedste plads, og det gør mig for en stund glad.

Indtil musikken begynder.

Jeg skal gøre kort proces: 'Saul og David' er en elendig opera! Musikken er kluntet, usammenhængende og alt for tykt og u-idiomatisk orkestreret.

Sangerne kommer ikke ud over den flødefede misforstået symfoniske musik, der uophørligt maser derudad med samme finesse som en mongol til nytårstaffel. Det ellers glimrende Kongelige Kapel kæmper, men det er som at svømme i sirup, trættende og håbløst.

Sangerne forsøger ligeledes - og her har vi altså at gøre med det absolutte a-hold inden for dansk opera - at betvinge de knoldede danske kartoffelvokaler rundt i mundhulen og finde en oral klangkasse, der kan passe.

Carl Nielsen er en provinsiel andenrangskomponist, en glorificeret fiolspillemand fra Midtfyn, der gerne ville bide skeer med de store, men sad tilbage med en knækket fortand

Det kan de ikke, og det er ikke deres skyld. Det er på tide, at vi danskere gør op med de rosenrøde ukritiske opfattelser af vores nationalkunstnere og ser vores lilleputkomplekser i øjnene. Wilhelm Fredlæstinadie er den fattige mands Salvador Dalí, Klaus Rifbjerg er en silhuet af Günter Grass, og Carl Nielsen er en provinsiel andenrangskomponist, en glorificeret fiolspillemand fra Midtfyn, der gerne ville bide skeer med de store, men sad tilbage med en knækket fortand. Sådan er det! Vi kan lige så godt få luget ud i vores indbildskhed. Den findes stadig i bedste velgående, og i Det Kongelige denne aften var der ingen grænser for, hvor duperet min sidedame kunne blive over Carl Nielsens kluntetheder.

Ja, faktisk ville halvdelen af fredagens publikum ikke kunne genkende en ordentlig opera, om den så ramte dem i nakken, at dømme efter deres begejstring.

Vis dog flaget!

Det var selve det kunstneriske forlæg, men hvad så med instruktør David Pountneys fortolkning anno 2015? ' Saul og David' er historien om uforsonlighed. Israelitternes Kong Saul har forbrudt sig mod Gud, og hans magt står derfor for fald. Hyrden David besejrer filistrenes kæmpe Goliat og vinder folkets gunst.

Det gør Kong Saul jaloux. Syg af jalousi og derfor uforsonlig. Den uforsonlighed har David Pountney ført op til den 60 år gamle Israel/Pakonflikt i en symbolik så tyk, at man skal ligge i den geopolitiske dårekiste for ikke straks at gennemskue, hvad der foregår.

Kong Saul er de uforsonlige zionister, mens den undertippede, men renhjertede David indtager rollen som den ejegode, misforståede palæstinensiske oprører: komplet med AK-47 og partisantørklæde. Jeg synes sådan set, det er fint, når kunstnere har en agenda med deres kunst, uanset hvor ensidig den er. De skal bare stå ved den.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg finder mig gerne i som publikummer at blive behandlet som Alex fra Stanley Kubricks ' A Clockwork Orange' og få projiceret rendyrket propaganda op på en storskærm i form af fotos af virkelighedens palæstinensiske flygtningelejre og billeder af fordrevne palæstinensiske børn, når symbolikken i forestillingen skal slås fast med syvtommersøm.

Det har jeg intet problem med. Men når zionisterne så skal symboliseres i den nationalistiske hyldest af Kong Saul i slutningen af 2. akt, og man har valgt at flage med et til lejligheden opfundet flag - ja, så står jeg af. Har man sagt a, må man også sige b; hvis man kan vise billeder af fordrevne palæstinensiske børn, kan man også vise det israelske flag. Alt andet er simpelthen patetisk.

Israels første udenrigsminister, den Cambridge-uddannede Abba Eban, sagde, da han blev spurgt om årsagen til de mange nedbrud i fredsforhandlingerne på Vestbredden: »The Palestinians never miss an opportunity to miss an opportunity«. I den henseende følger David Pountney sine palæstinensiske forbilleder eksemplarisk, og forestillingen bliver, som følge af at den bogstaveligt talt ikke toner rent flag, impotent.

Når det er sagt, er der mange små højdepunkter i Det Kongeliges opsætning af ' Saul og David'. Blandt dem kan nævnes en fejende flot scenografiog en Johan Reuter i rollen som Kong Saul, der med sin enorme stemmes potens blæser en tilbage i sædet så eftertrykkeligt, at man efterlades med et saligt smil (hvis det ikke var, fordi min menopause var vel overstået, havde jeg taget en graviditetstest, da jeg kom hjem).

Til sidst skal nævnes en af de bedste birollepartier, jeg har set i min historie som operagænger: Susanne Resmark i rollen som en havelågecyklende, cerutrygende troldkvinde gør en næsten Bodil Udsensk figur på scenen. Det var imposant og underholdende og løftede hele anden afdeling af operaen betragteligt.

Jeg vil ikke fraråde at tage ind og se 'Saul og David', man skal bare være sig bevidst, hvorfor man gør det.

Denne anmelder så det som en oplagt mulighed for at se, hvordan man ikke skal skrive en opera, og for at få punkteret myten om den ubetinget geniale Carl Nielsen. Det kan dansken have godt af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg giver den 2 ud af 6 kanyler. Én for Johan Reuter og Susanne Resmark.

Én for Robert Innes Hopkins' scenografi.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden