Misbrugt. Den tidligere barnestjerne Miley Cyrus opfører sig som en sexmisbrugt, der overhovedet ikke kan skelne det æggende fra det vulgære, eller det interessante fra det chokerende, skriver Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Foto: Jordan Strauss, AP
Foto: Jordan Strauss/AP

Misbrugt. Den tidligere barnestjerne Miley Cyrus opfører sig som en sexmisbrugt, der overhovedet ikke kan skelne det æggende fra det vulgære, eller det interessante fra det chokerende, skriver Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Foto: Jordan Strauss, AP

Bagsiden

Den seksualiserede Mowgli er en intetsigende død sild

Miley Cyrus' seneste album er forargelse blottet for substans.

Bagsiden

Lige siden oplysningsfilosofferne begyndte at spekulere på menneskets grundlæggende moralske tilbøjeligheder gennem tankeeksperimenter omhandlende de såkaldte Naturkinder, har verden været fascineret af denne tanke. Hvem er vi dybest inde? Hvem ville vi være, hvis vi ikke var blevet påvirket af samfundet? Det er en tanke, vi kender fra Rousseaus modsætning til Émile fra hovedværket ' Émile ou de l'education' eller fra historien om ' Europas hittebarn' Kaspar Hauser, så elegant filmatiseret i Werner Herzogs ' Die rätselhafte Geschichte eines Findlings Kaspar Hauser', og en tanke, der har til formål at definere menneskets egentlige natur.

Det er også en tanke, der har fascineret denne anmelder, og derfor var det heller ikke svært - selv om jeg havde glædet mig til at give Det Kongelige Teaters opsætning af Richard Strauss' ' Die Frau ohne Schatten' et par ord med på vejen - at sige ja til opgaven at anmelde fænomenet Miley Cyrus' nye album, 'Miley Cyrus and her Dead Petz'.

For at forstå den plade må man dog først forstå fænomenet Miley Cyrus. Miley Cyrus har længe fascineret mig. Ikke fordi hun som 17-1800-tallets Naturkinder er inkarnationen af et tankeeksperiment om vores nedarvede moral, det upåvirkede menneske, nej, fordi hun er dets diametrale modsætning.

Hun er mennesket, der i så høj grad er blevet påvirket af samfundet og organisationer med interesser, at hun er obstrueret som menneske - hun er den seksualiserede Mowgli - vokset op, ikke blandt ulve, men blandt Disneys vanvittige skabninger.

Miley Cyrus er produktet af, hvad der sker, når man unaturligt tilbageholder et menneskes, særligt en kvindes, seksualitet. Hun er datter af countrysangeren med det appalachianskklingende banjospillende bondeknoldenavn Billy Ray Cyrus, som mange måske lidt ældre musikforbrugere vil genkende fra forsommeren 1992, hvor han tryglende bad alverdens kvinder om ikke at breake hans achy breaky heart. I øvrigt samme år, den nu 22-årige Miley blev født Destiny Hope.

Hun blev hurtigt barneskuespiller, men alt Hope for hendes Destiny blev først for alvor slukket, da hun kom i folden som barnestjerne hos Disney og i 2006 slog igennem som Hannah Montana i børnehitserien af samme navn. Disney har i de sidste 20 år primært levet af at sælge porno til børn - hvis man skulle være i tvivl. Her mener jeg ikke følelsesporno i form af nuttede animerede smådyr, men regulære seksuelle fantasier til børn.

Hun er den seksualiserede Mowgli, vokset op, ikke blandt ulve, men blandt Disneys vanvittige skabninger

Det er måske ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det, men figurer som for eksempel Cyrus' Hannah Montana har, til trods for det uskyldige ydre, til formål at pirre de 10-15-årige seeres og lytteres spirende seksualitet.

Det er et faktum, man ser udtalt hos bands og grupper som Justin Bieber, The Jonas Brothers og One Direction, hvis skabere endda har leget med fonetikken i navnet, der af flere kritikere menes at være et homofon af frasen wonder erection, altså vidundererektion.

De her kunstnere er måske det, amerikanerne ville kalde wholesome, der kan oversættes til betydningen ' sund', i såvel åndelig som fysisk forstand, men deres optrædener og tekster er konstrueret med et eneste formål: at forføre deres præpubertære fans ind i en indbildsk verden af erotik og seksuel innuendo.

Hvis man har svært ved at finde genklang i mine postulater, så tænk blot på den unge danske popmusikudgave af Mogensen & Kristiansen: Citybois.

Ungknægteduoen, der til ' X Factor'-finale i Boxen i Herning satte tusindvis af ungpigers skød i brand, da de indtog scenen i bar overkrop og iført lårog skridtstramme læderbukser og igangsatte hittet ' Things We Do' med ordene: »Imma make you mine/Uh baby you're so sexy, so fine«. Den lader vi lige stå lidt.

Mange optrædende i pornografiens verden bliver fanget i en form for postcoitalt stresssyndrom, hvor anstændighedens kompasnål flagrer faretruende fra den ene ekstrem til den anden. Således også med Miley Cyrus, der chokerede mange, da hun i sin tid smed Hannah Montanas påståede uskyldige skørter og sprang ud som sexvanvittig på verdens tv-skærme, men det chokerede nu ikke mig.

Siden dengang har vi været vidne til en kvinde, der desperat har forsøgt at finde sin stemme, men ligesom en sexmisbrugt overhovedet ikke kan skelne det æggende fra det vulgære, eller det interessante fra det chokerende.

Tænk på singlen 'Wrecking Ball', hvor Cyrus - nøgen - indtager et nedrivningsunivers og skiftevis sætter sig overskrævs på en gigantisk testikelattrap og slikker en overdimensioneret mukkert. Man behøver vist ikke være Freud for at fatte den subliminale betydning, der skal lægges i det.

Bedst som man ikke troede, det kunne blive værre, udgiver Miley så sit nye album betitlet ' Miley Cyrus and her Dead Petz', der er endnu en udadreagerende, opmærksomhedssøgende omgang teenageoprør fra en 22-årig teenager, hvis naturlige seksuelle udvikling er blevet stækket af en sindssyg amerikansk børnepornografisælgende mus.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun forsøger at forarge, men det er uden substans - simpelthen.

Albummet er endnu en udadreagerende, opmærksomhedssøgende omgang oprør fra en 22-årig teenager, hvis naturlige seksuelle udvikling er blevet stækket af en sindssyg amerikansk børnepornografisælgende mus

Det er måske forståeligt, hendes baggrund taget i betragtning, men det er så uendelig trættende - som en 9-årig dreng, der har lært et frækt ord for vulva og nu er ude af stand til at holde kæft.

Decideret desperat

Miley har i forbindelse med pladen allieret sig med Flaming Lipskoryfæet Wayne Coyne, i håb om at kunne samarbejde sig til lidt integritet og substans, forstås, men ligesom Alex Nyborg Madsen ikke ville blive en bedre 100-meter løber af at løbe ved siden af Usain Bolt, således også med Mileys kreative samarbejde med Coyne. Han smitter ikke af.

Ikke i sin essens i hvert fald. Miley har pyntet sig med Coynes fjer; numrene er nu længere og præget af eksperimenterende pop & psychedelia, men det er falsk. Man tror simpelthen ikke på det. Det er decideret desperat.

Derfor forsøger Miley sig med det, hun ved virker: det chokerende.

Dette ses bedst i musikvideoen til pladens første nummer ' Dooo It', der er en tydelig hommage til det, japanerne kalder bukkake, og amerikanerne kalder cumfest. En subgenre af fetichismen, hvor en gruppe mænd alle ejakulerer ud over den samme kvinde. En kvindenedgørende seksuel praksis, der har til formål at give manden mulighed for at markere sin dominans og ejerskab over kvinden ved at mærke hende som brugt - med sædens kainsmærke.

Det er et ydmygelsesritual, og Miley, der ikke længere har noget selvværd, står gerne model til en omgang simuleret cumplay. Den over 4 minutter lange video består udelukkende af et tætbeskåret billede af Mileys mund, der bliver overhældt med forskellige farvestrålende væsker af tapetklisterviskositet, som hun gladelig tværer rundt i ansigtet, indtager - og spytter ud igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En akt, hun tydeligvis er blevet godt oplært i af den gode Mickey Mouse.

Her kunne jeg argumentere for, at videoen var et kip med flaget til Marilyn Minters videokunstværk ' Green Pink Caviar', der i sandhed indeholder nogle af de samme konnotationer, men det ville være at tilskrive Miley - og ikke mindst hendes publikum af seksuelt understimulerede misogynister - en intelligens og referenceramme, de slet ikke besidder. Den leg gider jeg ikke lege med på.

Kort fortalt, Miley & her dead petz er en død sild. Det er 93 minutters intetsigende musik i en stil, Tom Waits gør meget bedre. Det er ikke Mileys skyld, men det er heller ikke godt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden