Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kim Nielsen
Foto: Kim Nielsen

Alle danske fyrskibe havde deres placering malet på siden, og skibets navn – for eksempel Fyrskib XVII – i agter stævnen. Billedet er fra Fyrskib 17, da det stadig lå i Nyhavn.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efterlysning: Fyrskib søger hjælp

’Fyrskib 17 Gedser Rev’ er under restaurering i Helsingør, men der mangler viden om, hvad en del udstyr på skibet har været brugt til.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Har du været sømand eller på anden måde gjort tjeneste på ’Fyrskib 17’, også kaldet ’Gedser Rev’? Så vil den laugsgruppe, der er gået i gang med at renovere det gamle skib, gerne i kontakt med dig.

»Der er rigtig mange spørgsmål, som vi ikke kan finde dokumentation for, så dér ville nogle søfolk, som har gjort tjeneste om bord, være til stor hjælp«, skriver Jens Broch fra skibets el- og radiogruppe.

Laugsgruppen vil prøve at sætte hele skibet i den stand, det havde i 1972. Det vil sige alt lige fra elektriske installationer til gennemgang af hjælpemaskiner, kompressorpumper og så også den trecylindrede glødehovedmotor skal stå som for 47 år siden.

»Det er meningen, at alt skal kunne fungere som dengang, f.eks. også taktgiveren til fyrlanternen i toppen af masten, radiofyret og tågehornet«, skriver Jens Broch.

’Fyrskib 17, Gedser Rev’, har levet en lang, omskiftelig og til tider dramatisk tilværelse, siden det i 1895 sejlede ud fra Odense, hvor det blev bygget på N.F. Hansens Værft. I maj sidste år endte den sin foreløbige rejse i Helsingør Havn: Den blev bugseret fra sin plads gennem 47 år i København til Dok 2 i Helsingør Havn, som er renoveret og nyindrettet til historiske skibe. Ifølge en femårig aftale mellem Helsingør Kommune og Nationalmuseet passer kommunen på ’Gedser Rev’ i samarbejde med M/S Museet for Søfart og den frivillige laugsgruppe, der er tilknyttet et maritimt værksted i Værftshallerne lige ved siden af dokken og museet.

Drama

På sin vis er fyrskibet nu vendt hjem, for i begyndelsen var den placeret 2 km nordvest for Helsingør, på Lappegrunden. Først i 1921 kom den til Gedser Rev. Her var der flere højspændte situationer:

Under Anden Verdenskrig krævede den tyske værnemagt skibet fjernet, fordi den lå tæt på en minespærring, fyrskibet vendte dog tilbage til revet i 1945.

Under Cubakrisen sendte skibet indberetninger om Warszawapagtens sejlads med militært udstyr til Cuba, så fyrskibet fik en central rolle i den højspændte situation – det var muligt, fordi Gedser Rev ligger lige ved indsejlingen i den vestlige Østersø til den vigtige transitrute T (tango) gennem Storebælt og Kattegat.

Placeringen midt mellem Danmark og det daværende DDR betød også, at efter Berlin-muren blev bygget i 1961, sejlede i alt cirka 50 flygtninge fra DDR ud til fyrskibet, de fleste i kajakker. Man var klar over, at DDR fulgte med i kommunikationen fra fyrskibet til land, så man sendte beskeden »fyrskibet mangler vand«, når østtyske flygtninge skulle bringes i land.

Den mest dramatiske situation opstod dog i 1954: Fyrskibet ’Gedser Rev’ blev påsejlet, hvad det blev flere gange, men i 1954 var kollisionen så voldsom, at skibet sank på få minutter. En matros på udkigsposten nåede at advare den øvrige besætning, som alle blev reddet, men han blev på tragisk vis selv slynget over bord og druknede.

Råd i stævnen

Skibet blev repareret og genindsat og var fuldt funktionsdygtigt frem til 1972, hvor det blev taget ud af tjeneste og blev museumsskib i Nyhavn. Det er restaureret flere gange, i 2001-2003 fik skibet en ordentlig omgang, så det kom til at se ud som i 1972, men nu mangler der en agterstævnsmast, og der er lidt rådsvamp i stævnen, så nu går laugsgruppen i Helsingør i gang igen.

»Vi vil gerne invitere de sømænd, der har arbejdet på skibet, til at se det. Der er nogle ting, hvor vi ikke ved, hvad de har været brugt til. Vi vil gerne have de helt eksakte data, så vi kan få sat nogle skilte på, så museumsgæster kan se, hvad det er«, forklarer Jens Broch i telefonen.

Laugsgruppen har allerede fået fin kontakt til Søfartsstyrelsen i Korsør, og de har ledt efter oplysninger på Rigsarkivet, men savner altså stadig oplysninger. Henvendelser kan ske til Jens Broch på mail: egebaekvej185@gmail.com.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden