En 21-årig svensk mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i Sverige med begæring om udlevering til Danmark.

Svensk politi anholder 21-årig efter opfordring fra dansk politi

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i Sverige har anholdt en 21-årig svensk mand på foranledning af Københavns Politi.

Det skriver Københavns Politi på den sociale platform X.

Den 21-årige fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i Sverige med begæring om udlevering til Danmark.

»Vi har ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt«, skriver Københavns Politi på X.

Det vides altså ikke, hvad politiet mener, at den 21-årige har gjort sig skyldig i.

De seneste måneder har der været flere end ti kriminelle hændelser, hvor svenskere var involveret.

Alene i sidste uge var der to skyderier og en eksplosion.

Ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) handler skyderierne om en konflikt mellem en dansk bande og en unavngiven kriminel gruppe.

Tirsdag i sidste uge kastede en 24-årig mand og en 24-årig kvinde ifølge politiet en håndgranat ind i en kiosk på Hans Knudsens Plads på Østerbro i København.

De to er begge svenskere og blev i sidste uge anholdt af svensk politi ved Øresundsbroen.

Fredag blev de udleveret til Danmark, og lørdag var de i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Her blev de varetægtsfængslet frem til 2. september.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her