Politi fik søndag anmeldelse om, at to børn var begravet i jordskred i Thy. 40 minutter senere blev de gravet fri.

Endnu et jordskred: Livløse drenge modtog førstehjælp og blev fløjet på hospitalet i kritisk tilstand efter at have været begravet i 40 minutter i jordskred

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 22.35.

To tyske drenge, der søndag eftermiddag blev begravet i et jordskred i Nørre Vorupør, er blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby med lægehelikoptere, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X. Drengene er 9 og 12 år og fra to forskellige familier og nåede at være begravet i jordskreddet i omkring 40 minutter. Anmeldelsen kom klokken 15.55.

»To redningshelikoptere, der straks blev kaldt til stedet, er i gang med livreddende førstehjælp«, lød det fra politiet omkring klokken 17.30.

Politiet skriver, at drengene var livløse, da de blev gravet fri. Deres forældre var også til stede på stranden.

»Dem bliver der nu taget bedst mulig hånd om«, skriver politiet på X.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver på X, at en strækning på omkring en kilometer er blevet spærret af i forbindelse med ulykken.

»Vi beder folk respektere afspærringen«, skriver politiet.

Omkring klokken 21.00 skriver politiet på X, at børnene under en leg ser ud til at have gravet en hule i klitterne, og at det kan have udløst skreddet. Politiet oplyser endvidere, at drengene var i kritisk tilstand, da de blev fløjet væk med helikopter.

Frivillige hjalp ifølge TV Midtvest med i redningsaktionen. Både redningsberedskab, politi og ambulancer var også til stede. Også helikoptere var i luften i forbindelse med aktionen, skriver Nordjyske. Politiet skriver, at det ikke har yderligere kommentarer.

Tidligere søndag skete et andet mudderskred i politikredsen. Her var det en 10-årig tysk dreng, der blev fastklemt ved en molergrav på Mors omkring søndag middag. Han blev frigjort, og havde det umiddelbart godt, oplyste politiet. Han blev fløjet til tjek på skadestuen i en helikopter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her