Artiklen er opdateret kl. 16.10
I et grundlovsforhør torsdag i Københavns Byret erkender en 39-årig mand at have have stukket 21-årige Jonas Thomsen Sekyere i hjertet på diskotek Bakken i Kødbyen i København tidligt på morgenen 17. november 2012.
»Han er meget udmattet og meget træt«, siger den 39-åriges forsvarer, men manden vil gerne besvare enkelte spørgsmål.
Ved grundlovsforhøret besluttede dommeren at varetægtsfængsle manden for 27 dage. Dommeren mener, at der er særligt bestyrket mistanke mod den 39-årige. Hensynet til folks retsfølelse er begrundelsen, ligesom der er en risiko for, at han vil stikke af
Den 39-årige er allerede dømt i Somaliland for forbrydelsen. Han er blevet anholdt i Etiopien og er derefter blevet fløjet til Danmark. Men specialanklager Søren Harbo forklarer i retsmødet, at dommen fra Somaliland ikke kan anerkendes af de danske myndigheder, som derfor ønsker at retsforfølge ham her.
»Jeg var ikke mig selv«, forklarer han om overfaldet, da anklageren spørger om årsagen.
Han siger også, at han fik et blackout.
»Næste morgen havde jeg svært ved at huske, hvad der skete. Langsomt, langsomt kommer det tilbage«, forklarer han.
Straks efter knivstikket forlod han Danmark. Han rejste til Afrika, forklarer han. Hvorfor, vil anklageren, Søren Harbo, vide.
»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre«.
Flygtede til Afrika
Rejsen gik til Somaliland via Sverige og Etiopien. Faren stammer fra Somaliland, oplyser manden, der besvarer spørgsmål langsomt og med meget lav stemme. Han er iført sort joggingtøj og halter svagt på det ene ben. Efter godt 20 minutter får han en pause for at ryge en cigaret.
I Somaliland er han blevet dømt for forbrydelsen i Danmark. Det endte med en straf på fængsel i 10 år. Desuden skulle han betale erstatning til den afdødes familie. Den skulle udgøre 33 en tredjedel kamel, og det endte med, at familien fik over 8.000 dollars, kommer det frem under afhøringen.
Nu vil danske myndigheder retsforfølge den 39-årige. Årsagen er blandt andet den proces, der er foregået i Somaliland. Der var ingen vidner. Og retten henholdt sig til fotos af Kødbyen fra Google Street View og en udleveringsanmodning fra Danmark. I retsmødet forklarer han om sin flugt til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa, hvor politiet bliver opmærksom på den danske efterlysning.
Efter drabet i 2012 oplyste Københavns Politi, at det ikke kunne finde et dybere motiv til drabet på den jurastuderende 21-årige.
»Som det ser ud lige nu, er der tale om et fuldstændigt meningsløst drab«, sagde vicepolitiinspektør Jens Møller i Københavns Politi tilbage i november 2012.
Den formodede gerningsmand er dansk statsborger. Danmark forsøgte længe at få manden udleveret fra Somaliland, men lovgivningen i landet krævede, at han samtykkede til at blive udleveret. Det ønskede han ikke.
Ritzau
fortsæt med at læse




























