På landet vil nogle hellere se ud over en mark end ind i en skov

Bondeland

Skovrejsningsprojektet ved Løkkeby er et eksempel på, hvor svært og konfliktfyldt det kan være at forvandle landbrugsjord til natur her på Langeland, den 52 km lange ø i det sydfynske øhav.

Sådan som vi skal til at gøre ifølge aftalen i den såkaldte grønne trepart, hvor hver syvende mark skal tages ud af drift.

Flere af øens naturprojekter har været præget af protester.

Danmarks Naturfredningsforenings store naturgenoprettelse på Skovsgaard Gods, der har været landbrug i 800 år, har sået splittelse: Landmændene raser over, at Naturfredningsforeningen ikke vil genoprette en vej langs havet, og nogle dyreelskere kalder det forkasteligt, at godsets heste og køer går frit rundt uden pleje, parasitbehandling og ordentligt foder.

Det blev ikke bedre af, at en nabo blev voldsomt angrebet af en ko i september og lå besvimet på stien, mens hans kone kaldte på hjælp.

Andre steder har selv relativt ukontroversielle naturprojekter mødt modstand: Nogle landmænd har kraftigt modsat sig, at Øhavsstien, den lange vandresti fra Fyn over Tåsinge og Siø til Langeland, skulle føres forbi deres jorder.

»I får kamp til stregen«, har det lydt på borgermøder.

Danmarks fattigste kommune er nemlig et landbrugsområde med stort L, også selv om de fleste i dag arbejder med noget andet, og det præger ifølge nogle kritikere synet på naturens plads.

»En af de store forhindringer i den grønne omstilling er, at mange stadig er bønder inde i deres hoveder, selv om de bor i parcelhus og laver noget helt andet«, siger Ingvar Hansen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening på Langeland.

Ud fra en klima- og kvælstofvinkel er Langeland et oplagt sted at omdanne noget af landbruget til natur. En pæn del af øen er gammelt, indvundet land, en type land, der både er skadeligt for klimaet, og hvorfra der ledes mange næringsstoffer ud i havet gennem vandløb, kanaler og de drænrør, man kan se hist og her ved kysterne.

Rundt omkring Langeland lider havet ifølge eksperterne. I fjorden ved Lindelse Nor er bunden livløs, og havoverfladen lignede i foråret en græsplæne, så tæt stod fedtemøget – det er skidtalger, der blomstrer op, når der er meget kvælstof i vandet.

Fødevarer til mennesker, ikke svin

»Da jeg startede for 10 år siden med at dyrke undervandsjagt, kunne jeg med et jernspyd, jeg selv havde lavet og spidset til med en vinkelsliber, gå ud og fange to-tre fladfisk på et kvarter. Så vi havde til aftensmaden«, fortæller Ulrik Pihl, en 49-årig tidligere soldat, der nu er kommunalpolitiker for Socialistisk Folkeparti.

»Nu kan du ikke fange noget. Du må ikke fange en torsk. Da jeg var barn, stod vi og skovlede dem ind nede ved Gulstav – det tror jeg, alle langelændere på min alder og ældre kan huske. Det tror jeg godt, vi kan italesætte«, siger Pihl.

Foto: Nicolai West

SF er takket være sin populære borgmester, Tonni Hansen, kommunens markant største parti, og derfor har partiet en usædvanlig magtfuld position for et landbrugsområde.

Det har partiet tænkt sig at udnytte. Naturen her på øen skal fylde mere, og »der skal være mere fokus på at producere fødevarer til mennesker, ikke bare de 30 millioner svin, vi laver i Danmark«, siger Pihl.

Ulrik Pihl og jeg er i bil på vej rundt på den sydvestlige del af Langeland for at bese et af de områder, som partiet har kig på: Magleby Nor, et område af høstede, firkantede kornmarker flankeret af sceniske naturområder i både syd og nord, vildheste, græssende kvæg og et reservat for fugle.

Magleby Nor er et område, der også fortæller noget om dansk landbrugshistorie: Det var tidligere et vandområde, men i 1850 lukkede man dets snævre munding af med en dæmning og tømte det for vand med pumper. Det samme gjorde man mange andre steder på Langeland for at skaffe mere jord til landbruget.

Faktisk var planerne for hele det sydfynske øhav ekstremt ambitiøse – ja, nogen ville måske sige vanvittige. Helt frem til 1960’erne var der planer om at slå samtlige 12 øer i øhavet sammen og skabe en gigantisk superø ved hjælp af dæmninger og pumper.

Så modsatte miljøorganisationer sig planerne på det kraftigste, og politikerne brugte det som belejlig undskyldning til at lægge projektet dødt. Økonomisk gav det nemlig ingen mening, men det turde man ikke sige til de lokale landmænd.

Sluk for pumpen

Da vi kører over dæmningen mellem havet på den ene side og Magleby Nor på den anden side, kan man se resultatet af indvindingen: Markerne ligger meget lavt, lavere end havet.

Visse steder kan man tydeligt se, hvordan jorden er faldet endnu mere sammen end den oprindelig var, da noret blev tørlagt i 1950. Det er, fordi plantematerialet nede i jorden med tiden er rådnet væk, i takt med at der er kommet ilt til.

I den proces har mulden spyet klimagasser ud i atmosfæren. Det er derfor, Danmark har så travlt med at få oversvømmet nogle af vores jorder igen.

»Man kunne genskabe noret fuldstændig, hvis man slukkede for pumperne«, siger Ulrik Pihl, da vi passerer en lav murstensbygning: pumpestationen.

Men man kunne også justere pumperne og skabe vådområder, der kunne stå som natur og fungere som et slags rensningsanlæg for markerne længere inde i landet.

Nu håber han, at kommunen kan overtale de lokale landmænd til at afgive deres land. Hvis Magleby Nor bliver udtaget til natur, vil det skabe et stort, sammenhængende naturområde af den type, som politikerne i den grønne trepart drømmer om. Men det er ikke nemt.

For mængden af jord afgør, hvor mange husdyr en landmand må få lov til at producere.

Og på Langeland er landbruget efterhånden endt på få hænder hos storbønder, der primært laver grise og køer, og hvert år køber de nye områder, ofte til høje priser. Det er landmænd, der vil kræve erstatningsjord et andet sted, hvis de skal afgive områder som Magleby Nor.

»Det skal man have respekt og forståelse for, så man ikke bare kommer og trækker det ned over hovederne på dem«, siger Ulrik Pihl.

Landmændene er splittede

Flere af de lokale storbønder på Langeland kan dog ikke se megen fidus i at afgive deres jorder til natur, da jeg kontakter dem.

De vil helst ikke optræde i artiklen. Men de fortæller til Politiken, at det økonomisk ikke giver meget mening at sige ja til at sælge for 150.000 kroner per hektar til en statslig opkøber, der vil lave skov, når man selv har givet 225.000 kroner for god, fed landbrugsjord.

»Men hvis de betaler prisen, kan de få det, som de vil have det«, siger en af øens største landmænd.

Tre af Langelands storlandmænd siger enstemmigt, at de ikke tror på, at landbruget har skylden for havets problemer.

Det er kvælstof fra rensningsanlæg, fra andre lande, fra luften, fra bildæk.

»Der kommer så meget fra de baltiske lande, Rusland og Finland, så jeg tror ikke vores udledning betyder så meget«, lyder det fra en af øens store bønder.

Foto: Nicolai West

Det er et refræn, man hører overalt i landbruget. Men det passer ikke ifølge danske forskere og myndigheder: Tværtimod er den lokale udledning fra dansk landbrug den klart største kilde til opblomstringen af alger i fjorde og kystnære farvande.

I den nordlige ende af Langeland har vi en aftale med landmanden Ulrik Bremholm, der lægger en langt mere positiv linje. Bremholm er en af Langelands største griseproducenter, med 1.300 hektar jord under drift og en produktion af 7,4 millioner kilo grisekød om året.

Han er også viceformand i Landbrug & Fødevarer og en af forhandlerne af den grønne trepart.

I dag er høsten af majs til hans grise på vej ind fra marken, og på gårdspladsen maler en majsmølle kornene til et fint pulver og sprøjter det i en gigantisk stråle over i en stor bunke. En gravemaskine farer rundt på bunken og presser det gule foder sammen med sin skovl.

Pulveret bliver efterfølgende forsuret i et andet anlæg og ender som en tæt masse, der dufter af eddike.

»Det har lavt pH og er virkelig godt for grisens mave«, siger Ulrik Bremholm, mens Politiken forsigtigt smager på pulveret.

Bremholm siger, at bæredygtighed både miljømæssigt og socialt står højt på hans dagsorden, og han er »positiv over for at aflevere miljøet i bedre stand til næste generation«. For ham indebærer det, at vi skal tage de ’humusrige’ lavbundsjorder ud af drift – altså klimaskadelige jorder, som den SF drømmer om at udtage i Magleby Nor.

»Der er nok nogle landmænd, der siger, at »der ikke skal laves noget om på min ejendom – den skal fortsætte, som den har været i 100 år!«. Der vil mit spørgsmål være »kører du i samme bil? Har du den samme telefon? Der er noget, der hedder udvikling«, siger han.

»Når nogen har bevist ordentligt og fagligt, at der er et problem med kvælstof, så skal vi have det løst«.

Bremholm har blandt andet lavet frivillige efterafgrøder og viser mig rundt på et såkaldt ’minivådområde’ – en lille sø, der fungerer som et rensningsanlæg for vandet, der strømmer fra markerne. I den lille sø bundfældes kvælstof og fosfor, før vandet sendes videre ud i havet. Det sikrer også, at mosen ved siden af ikke løber over af vand, hvad der skader dyrelivet.

»Der var svaner i sommer, der lå på æg, og det har der jo aldrig været før«, siger han.

Men Ulrik Bremholm ved også godt, at ikke alle landmænd deler hans lyst til den slags projekter.

»De næste projekter, vi har, kræver, at man skal være enig med sin nabo. Du har talt med folk, der er lodret uenige, og der har du svaret på, at det ikke er så nemt«, siger han.

Et anmassende landbrug

Der er dem på Langeland, der ser skævt til det industrilandbrug, Ulrik Bremholm repræsenterer, og som i stigende grad præger øen med store svinebesætninger, gylletanke og produktionsanlæg.

De ser det som en tiltagende udpining af den langelandske jord og det landskab, der for en bybo ser så forjættende romantisk ud: Øen er langt mere varieret, bakket og plettet af småskove, lysninger og hegn end mange andre steder i det danske landbrugsland.

»Det er en kulisse«, siger ornitologen Nis Rattenborg, der bor på Sydlangeland og over årene har set forandringen mod store, intensivt dyrkede marker, hvor vandet med kvælstof ledes direkte væk og ud i havet så effektivt som muligt.

Marker med majs og vinterhvede, der skal være foder til hundredtusindvis af grise, der nu produceres på øen.

Nis Rattenborg har tal på forandringen. Han og kollegaen Ole Goldschmidt har i nu 40 år optalt øens fuglebestand hvert år for Fyns Amt og nu Aarhus Universitet og har set, at antallet af fugle i agerlandet som for eksempel viber, ugler, lærker, hjejler og ynglende agerhøns nu er en skygge af, hvad det var.

»Det er en meget mærkelig oplevelse, at det er gået så stærkt«, siger han.

Grunden er ifølge ham, at jorden er udpint, og mange af de små vandhuller, gamle hegn og uforstyrrede markhjørner er forsvundet.

Dådyr ser man overalt, for de er generalister, der trives på nutidens marker. Men specialisterne er væk, siger han.

Det samme billede kan man se i landbrugskulturen, der engang var broget og nær, og nu er ensrettet og fjern ifølge Rattenborg.

»Der var tidligere en tæt forbindelse mellem os, der bor herude, og den landmand, der var på din egn. Den forbindelse er der ikke mere. Nu er forbindelsen, at du skal holde ind til siden, når der kommer landbrugsmaskiner, fordi de er så store, at de ikke kan være på vejen mere. Det bliver et meget anmassende landbrug, der mest bare mærkes på lugten af gylle og marksprøjter«, siger han.

Storlandmanden Ulrik Bremholm har lagt mærke til, at der kommer nytilflyttere til øen, der har andre værdier og et mere romantisk forhold til landet. Det skal der være plads til, og det giver øen noget, siger han.

»Omvendt er det klart, at hvis man flytter til Langeland med udgangspunkt i, at det skal være som Østerbro i København, så er det sgu ikke Østerbro i København«, siger han.

Nogle gange fylder mejetærskerne meget på landevejene. Og det lugter.

Ikke kun manglende vilje

I de seneste 15 år er det lykkedes Langeland Kommune at lave fire naturgenopretningsprojekter – men blot ét vådområdeprojekt.

De resterende projekter er gået i stå af en myriade af årsager: Skiftende ordninger og lovgivning. Mangel på penge. Og problemer med at overtale modvillige lokale jordejere.

»Vi bruger så mange ressourcer i Danmark på, at sagsbehandlere som mig kører rundt og holder kaffemøder«, sukker Astrid Ejlersen.

Hun er biolog og sagsbehandler i kommunen, og det er en vigtig del af hendes job at overtale landmænd og andre private lodsejere til at lade deres jorder indgå i naturprojekter.

Foto: Nicolai West

Det er en opgave, der er gjort meget besværlig af, at den førte politik fra Christiansborg hidtil er landet mellem to stole.

På den ene side gives der ikke høje nok erstatninger til at få landbruget til at gøre det af egen fri vilje.

På den anden side har politikerne ikke ønsket at stille for hårde krav.

»Det er blandt andet derfor, vi ikke kommer nogen vegne«, siger hun.

Denne eftermiddag viser hun rundt i Lindelse Nor.

Det er et område med inddæmmede lavbundsjorder og en fjord, der har været hårdt ramt de senere år på grund af udledningerne fra markerne. Kommunen har i årtier haft projekter om at udtage jord til natur, uden at det er lykkedes at komme afgørende i gang. Et projekt strandede på grund af massiv modstand fra landmænd, et andet på grund af miljølovgivningen.

Nu håber Astrid Ejlersen, at den grønne trepart kan sætte turbo på projekterne og allervigtigst: Give noget arbejdsro, fordi alle langsigtet vil vide, hvad de har at forholde sig til.

Landmændene har mange barrierer: Nogle landmænd frygter, at mere natur tiltrækker vilde gæs, der æder sig fede fra markerne på Langeland.

Nogle vil ikke deltage, fordi det er mere lukrativt at leje områderne ud til dådyrjagt.

Andre kan regne ud, at erstatningen for at afgive land ikke kan kompensere for værdiforringelsen.

Så siger landmanden nej.

Eller også gør banken det for ham.

Men en af de mest fundamentale barrierer er, at landmænd har erfaret, at man kan brænde nallerne på at indgå i naturprojekter – fordi det senere viste sig, at der kom en bedre ordning.

»Det er faktisk tit sådan, at de landmænd, der har været gode til at passe på deres ting, bliver lidt straffet frem for præmieret. Den dyrekøbte erfaring er, at det betaler sig at vente til sidste øjeblik«, siger Astrid Ejlersen.

Hun peger ud af forruden på bræmmen af træer og buske langs vejen – det man kalder et levende hegn.

Levende hegn er vigtige for biodiversiteten på landet, men reglerne for hektarstøtte ansporer direkte landmændene til at skære hegnene ind, så de bliver tynde som villahække.

Lader du hegnet brede sig, bliver du nemlig trukket i hektarstøtte. Skærer du det smalt, bliver du belønnet. Du kan også skære hegnet ned i højden og sælge træet til flis.

»Så får du de her skampletter på et landskab. Men det er sådan, systemet ofte fungerer. Der er støtte til at etablere natur, men der er aldrig støtte til at bevare det, du har«, siger hun.

Færre følelser i klemme

Der er nogle overraskende fordele ved, at landbruget på Langeland efterhånden er koncentreret på nogle få hænder: De store landmænd kan have bedre overblik over reglerne og de miljøkrav, der er på vej, og det kan være nemmere at lave aftaler med dem.

Der er også færre følelser omkring at opgive »den fædrene jord«, når man er storlandmand og ejer land overalt på øen såvel som på Tåsinge og Fyn – eller ligefrem styrer biksen fra Hongkong, sådan som en af øens største jordbesiddere gør.

Foto: Nicolai West

For de små lodsejere kan der være mere specielle ting bag deres nej til at deltage i et naturprojekt. Én vil for eksempel ikke have flere fugle i nærområdet, fordi fuglene skider på vedkommendes solceller.

Folk, der holder heste, vil ikke have, at engen bliver for våd, for det kan deres ridehestes hove og ben ikke tåle.

Og hvis der er tale om skovrejsning, er der ofte husejere, der frygter at miste deres havudsigt.

For nogle er det at kunne se havet også natur. Og på den måde kan folks naturforståelse hurtigt komme i konflikt med andres naturforståelse.

Der er dem, som synes, en mark er et udtryk for skøn natur, og der er dem, der synes, at en lærkeskov er det.

»Det er meget interessant. Folk tænder helt af, når der fældes et træ, men også når der plantes et eller andet«, siger Astrid Ejlersen, mens vi kører igennem landskabet.