Stængler af lysegrønt ålegræs skvulper rundt i det lave klare vand langs den 500 meter lange mole ud til jollehavnen i den nordjyske landsby Voerså, mens en frisk vind holder en god brænding i gang ved rækken af barriereøer under vandoverfladen længere ude.
Området her lidt syd for Sæby ligner nærmest en dansk lagune, bare med græssende køer på strandengen og mørkegrå, regnmættede skyer farende hen over himlen.
Her kommer bysbarnet Bjarke Laubek cyklende ad grusvejen med et stofnet med termokaffe over skulderen. En kaffe, vi aldrig når at drikke.
For Bjarke Laubek skal nå at vise os et stykke natur, som han har brugt meget af sin fritid på at samle lokale kræfter om. Inden de der skyer åbner for sluserne.
»Jeg kender jo folk og det her landskab rigtig godt. Ellers havde det været meget svært at få dem med«, siger Bjarke Laubek om den lange proces, hvor jordlodder fra flere lokale er indlemmet i genskabelsen af Voer Ås udløb og naturgenopretningen af området med istidslandskaber, strandoverdrev, vandhuller, kær og helt ud i havet, hvor der er gang i et stenrev.
Han rager næsten to meter op i landskabet og har med sine dybtliggende brune øjne, rolige bevægelser og nordjyske stemmeføring en både sindig og insisterende stil.
Og måske er der her en nøgle til lokalt engagement, som andre dele af Danmark kan skele til, når landmænd, myndigheder og naturforkæmpere skal blive enige, når den grønne trepart endelig er politisk vedtaget.
Da begynder de svære forhandlinger om, hvordan vi får omdannet landbrugsjord til natur, hvilke områder der skal indgå, og hvad de skal koste.
Noget af det, som de er tyvstartet med i Voerså.
Doris’ jord
En rød traktor kommer trillende ned mod lystbådehavnen, det er Svend Nielsen, der har en aftale om at få trukket sin lille jolle på land.
Han er en af de lokale, der efter en del tilløb har afgivet en del af jorden – som faktisk er ejet af Svends kone Doris, understreger han – til naturprojektet.
»Det er lige derude, hvor du kan se sølvhejren«, siger han og peger mod vådområdet til venstre for havnen.
Den flade strandeng strækker sit grønne græs et par hundrede meter op mod et skovbryn med løvtræer og nåletræer i mørkegrønt. Et hegn viser, at her kan køerne græsse uden at slippe væk. Og ganske rigtigt står en hvid hejre i et vandhul og spejder roligt efter bytte.
Svend Nielsen og hans kone var i første omgang ret skeptiske over for ideen om et vådområde, da snakken begyndte for fem-seks år siden.
»Her i Vendsyssel er vi jo ikke meget for, at nogen kommer og fortæller os, hvad vi skal gøre med vores jord«, siger Svend Nielsen, som godt kan lide at gå på jagt og allerede i 1996 blev afskrækket af en fredningssag, der ville bremse al jagt i området.
Men nu er 10-20 hektar af Doris’ 90 hektar land alligevel med i Voersås naturprojekt.
»Altså, jeg vil sige, vi har faktisk ikke noget at klage over. Vi kunne alligevel ikke bruge den jord til nogen som helst ting, andet end at der kunne gå nogle dyr og græsse. Så det blev natur«, siger Svend Nielsen.
Et af de afgørende argumenter for Svend og Doris Nielsen var, at det kunne finansiere nogle hegn, så køerne stadig kan have deres gang på strandengen.
Naturen er det vigtigste
Svend Nielsen og Bjarke Laubek viser vej gennem sivskoven ned til åen, hvor en enorm sten – en vandreblok – minder dem om, dengang børnene sprang i vandet og badede fra den. Nu gror sivene tæt rundtom. Drømmen er, at der skal være åbent vand omkring blokken igen en dag.
Men selv om åens delta er delvist genoprettet, og dele af åløbet er åbent, tager det tid at genskabe naturen, forklarer Bjarke Laubek.
»De første år har vi kørt lidt på laboratorieniveau, hvor vi undersøger, hvad der dur. Når vi har set det, finder vi ud af, hvor vi kan skalere«, siger biologen, som begyndte at tænke i at redde sin barndoms landskab, da han efter en årrække i Aarhus flyttede tilbage til Voerså med sin familie.
En vigtig nøgle til forandringerne blev de svar, lokale borgere gav, da de for seks år siden blev spurgt, hvad der var de vigtigste ting, der fik dem til at flytte til Voerså – og blive der. På det tidspunkt var de små samfund omkring Voerså i krise, overbygningen på skolen flyttede til Sæby, købmanden var ved at lukke ned.
I syv ud af ti svar var naturen helt i top som en af de vigtigste grunde til at bo der.
»Natur er jo mange ting. Men de svar gjorde det lettere for mig at minde folk om, at det at genoprette og bevare vores unikke natur her på stedet var noget, de gerne ville selv«, siger Bjarke Laubek.
Han fortæller, hvordan det ikke alene var naturen, der blev et projekt. Borgerne samlede ind og fik bygget en ny købmand. Ifølge Svend Nielsen er butikken blevet en stor succes.
»Folk kommer kørende fra hele oplandet. Det sjove er, at der skulle nogen udefra til at sætte det i gang«, siger han og nikker mod Bjarke Laubek.
Den mest vandrige å nordenfjords
Som biolog og miljøspecialist ansat i energiselskabet Vattenfall er Bjarke Laubek vant til markant større projekter end dem, man finder i Voerså. Men selv om det kun er 29 hektar land og havområdet ud for kysten, der genoprettes, er det helt særlige værdier, der bliver beskyttet.
Nord for Limfjorden er Voer Å den å, der løber mest vand i ud i Kattegat, og allerede i vikingetiden blev stedet brugt som anløbshavn. Senere er fiskeres små både sejlet op ad åen for at lande deres fangst. Men åens løb blev delvist lukket til med jordvolde, og store dele af rørsumpene, som ellers var vigtige overnatningssteder for svaler, stære og vipstjerter, tørrede mere eller mindre ud.
Langs kysten er der overgangsrigkær og strandoverdrev, unikke indlandsklitter, der stammer helt tilbage fra istiden, og som det gælder om at bevare i tide, mener Bjarke Laubek, som har trukket os videre ud til de sjældne klitter.
»Hvis først de var blevet pløjet op, ville de være meget svære at genskabe. Men så længe de er her og giver plads til nogle af de sjældnere arter stadig, så skal vi slå til og sikre dem«, siger han og tager en lille pude med fint stjerneformet mos op i hånden.
Fra klitterne kan vi se ud mod Kattegat, men ned mod stranden bliver smalle bræmmer af land stadig pløjet op og dyrket. De er ikke kommet med i projektet endnu.
Med økonomisk støtte fra Den Danske Naturfond fik projektet lov at købe et stykke land af en af områdets store griseavlere, Lars Ypkendanz. Bjarke Laubek havde spottet, at der lå halvanden hektar jord, som griseavleren og lodsejerne før ham havde kæmpet med at dræne i 40 år.
»Hans nye sprøjtebom var 36 meter bred i stedet for 30 meter som den gamle. Og antallet af sprøjtespor skal helst være lige i sådan en mark. Det sidste stykke jord gjorde, at hans vendinger med maskinen ikke kunne gå op, og halvdelen af kornet blev kørt ned. Jeg spurgte, om det ikke var nemmere, hvis jeg købte de par hektar ud. Det var jo klart det argument, han faldt for«, siger Bjarke Laubek.
Lars Ypkendanz understreger, at man som landmand gerne vil sælge land, hvis man får den pris, jorden er værd. Han ejer cirka 450 hektar i alt.
»Bjarke (Laubek, red.) kom jo ned til mig for at snakke. Han går meget op i at få skabt natur, og så går der jo ikke noget af mig ved at sælge lidt jord, så det kan lykkes«, siger Lars Ypkendanz.
De få hektarer gjorde det muligt at få bundet områder sammen, nedlagt en grøft og skabt nogle vandhuller.
Ørredfiskeri i haven
Let finregn går over i tungere og tættere dråber over strandengen, så vi går i ly hos Asbjørn Hansen, som bor med udsigt over de klitter, som vi lige har gået i. En venlig højbenet jagthund tager imod i døren, indenfor har Asbjørn og hans kone Anni Møller Hansen kaffe på kanden og kringle parat.
Ud gennem glasdøren kan man se Voer Å slynge sig flere meter bred gennem haven, her kan man fange ørred, forlyder det fra ejerne, som også har udsigt ned over klitterne og strandengen ud mod kattegat.
Som ivrig fisker og jæger har Asbjørn Hansen været en fast støtte til Voersås naturgenopretning, og det er blandt andet på hans 14,6 hektar store ejendom, at de sjældne klitter ligger.
»Jeg har altid været i naturen og vil gerne bevare den for dens egen skyld. Så da vi købte jorden her, var det altid med henblik på, at det skulle være natur. Vi har også planer om at plante noget skov på den anden side af gården«, siger Asbjørn Hansen.
Da vi siger farvel på gårdspladsen, kigger Bjarke Laubek ind i en af længerne.
»Lige ved den her dør kom jeg og hentede mælk for mejeriet, da jeg var teenager«, siger han.
Det hjemmevante har gjort en stor forskel for processen, vurderer han.
»Når man kommer som ’en af vore egne’, så er omfanget af parader, der er oppe, mindre. Men jeg kender jo også folk, og hvad der er et godt argument, som kan få dem med. Nogle vil gerne have et hegn, andre har brug for andre argumenter«, siger Bjarke Laubek og understreger, at i en større indsats for mere natur i Danmark er der brug for at få flyttet flere hektarer, end det er sket i Voerså.
»Men vi skal stadig have den mellemmenneskelige snak, og den kan hurtigt blive sort-hvid. Vi skal blive nogle, der arbejder sammen om noget, i stedet for modstandere«, siger han.
Så kører vi tilbage til havnen, hvor stofnettet med kaffen stadig står. Bjarke Laubek hanker op i sin stadig fyldte termokande og cykler hjem.
fortsæt med at læse
