Da Niels Christian Nielsen var ti år gammel, blev han sendt af sted på en gammel traktor udstyret med en kæde. Han hjalp sin far med at fjerne fyrrebuske på den sidste del af gårdens hede, så jorden kunne pløjes. I dag strækker de samme marker sig uden for hans vinduer, og de hænger også på væggen i hans udestue.
På en dag, hvor blæsten rusker i landskabet, er Politiken taget forbi gården i Vestjylland, som Niels Christian Nielsens slægt har ejet siden 1700-tallet. Mindst. Længere tilbage kan de ikke komme i kirkebøgerne. Jorden i Vostrup ud til Ringkøbing Fjord har efterhånden været en del igennem. Engang løb bækken nede i engen.
Nu er der gravet kanaler. Hans far og bedstefar brugte mange kræfter på at opdyrke heden og dræne engen. Men for tre år siden solgte Niels Christian Nielsen jorden til Naturstyrelsen. Nu skal der igen være natur på lavbundsjorden.
»Jeg kæmpede med at prøve at dyrke en jord, som bare er våd, og hvor man skulle slås med naturen hele tiden. Det gav ikke mening for mig«, fortæller Niels Christian Nielsen.
Også for flere hundrede år siden kæmpede bønderne i store dele af landet mod den stride hede og våde eng for at gøre jorden frugtbar. I et mangelsamfund blev deres arbejde afgørende for udviklingen, og bønderne er derfor i eftertiden blevet hyldet for deres indsats. Nu skal mange landbrugere gå den anden vej.
Landbrugsjorden i Danmark er blevet mere og mere sammenpresset, siden de første traktorer kom til i 1950’erne. Dengang vejede den lille grå Ferguson omkring 500 kilo. I dag kan en traktor med gyllevogn veje op til 50 tons, og en mejetærsker omkring 35 tons. Engjorden er særlig følsom over for den tunge trafik, fordi kørslen pakker jorden omkring de rør, der skal dræne de fugtige områder. Den våde jord bliver derfor sværere og sværere at dyrke, og man kan ikke komme til at så tidligt nok om foråret eller høste om efteråret.
Det kan være svært med et utrænet øje at se, at jorden her har stået udyrket hen i tre års tid. Lige nu er det kun på markernes lidt rundere hjørner, vi kan se, at området er ved at tage en ny form.
Med den grønne trepartsaftale skal mere end hver syvende af de marker, der i dag udgør to tredjedele af Danmarks areal, erstattes af skov eller vild natur. Aftalen kan på den måde være med til at omdanne det landskab, som vi i vores levetid har været vant til. På samme måde som dræningen og opdyrkningen gjorde det for omkring 150 år siden.
Kampen mod naturen
Landskabet kan være med til at fortælle historien om vores fortid. I perioden 1750-1950 var bøndernes store kamp at gøre jorden dyrkbar. Hedeselskabet opstod i 1866, hvor grundlæggeren Enrico Dalgas og hans gruppe begyndte at hjælpe bønderne med at gøre strid hede og våd eng til frugtbar landbrugsjord. Pløjemarkerne erstattede vådområder, og heden nærmest forsvandt.
»Hele vores dna og hele vores drive har været at nyttiggøre det her landskab. Hvis man ikke kunne pløje og dyrke afgrøder, så skulle jorden i hvert fald kunne bruges til, at kreaturer kunne græsse. Ingen kvadratmeter skulle stå uberørt hen«, fortæller Mads Flinterup, som er klima- og biodiversitetschef i Hedeselskabet.
Når han holder foredrag, plejer han at vise et billede af Herning fra 1863. Der ses et par huse og et fælles lokum. Så viser han et billede fra 1907. Nu er der kommet kirke, og man kan begynde at fornemme en by. Men der går stadigvæk får og græsser mellem husene. Til sidst viser han et billede af Herning i dag.
De tre billeder skal være med til at illustrere den udvikling, som hedeopdyrkningen var motor i at skabe. Samfundet blev rigere. Byer opstod. Færre sultede.
»På det tidspunkt var det jo en genial tanke, fordi der var mennesker, der døde af hungersnød. Og lige pludselig begyndte de at kunne brødføde sig selv«, siger Mads Flinterup.
Landbrugsarealet voksede fra midt i 1800-tallet til midt i 1900-tallet med omkring 60 procent, til det udgjorde tre fjerdedele af Danmarks areal. Kunstvanding, -gødning, statsstøttede projekter, ny lovgivning og ny teknologi gjorde det muligt. I dag er omkring to tredjedele af Danmarks areal landbrugsjord.
Niels Christian Nielsens bedstefar var foregangsmand i at dræne området omkring Tarm. Under Anden Verdenskrig var han initiativtager, da der skulle graves grøfter og lægges lerrør. De ligger der den dag i dag. Og bedstefarens navn står på en mindesten ved Skjern Å.
»Da mine forfædre opdyrkede jorden, gav det rigtig meget mening«, siger Niels Christian Nielsen.
Han fortæller, at gården var en typisk vestjysk gård med agermark ved bygningerne, hede nogle kilometer væk og eng tæt på fjorden. Sammensætningen gjorde det muligt at kompensere for et tørt år, hvor agermarken ikke gav meget på grund af vandmangel. I det tilfælde ville der være foder til kreaturerne på engarealet. I et vådt år kunne engen omvendt være svær at hente afgrøder fra, mens agermarken kunne producere foder nok.
Toptuning har ført til biodiversitetskrise
Før dræningen var det danske landskab meget mere vådt. Biolog Anne Erland Eskildsen forklarer, at omkring 25 procent af Danmarks areal er drænet. Ser man flere hundrede år tilbage, var store dele af det danske landskab så vådt, at det var ganske ufremkommeligt for mennesker. Men til gengæld utrolig rigt på natur.
Det handler om at ensrette og at minimere de naturlige påvirkninger, når man vil dyrke og dræne. Hvis jorden er for våd, kan man ikke komme til at køre med sine maskiner på den. Det er dog ikke konsekvensfrit at begynde at pille ved de naturlige dynamikker, fortæller Anne Erland Eskildsen. Mange arter i vores natur har nemlig været knyttet til det fugtige miljø i engområderne.
»Når man dræner et område, vil først en masse plantearter forsvinde, så insekterne og så videre i fødekæden til fuglene og pattedyrene«, siger hun og fortsætter: »Så det er jo fuldstændig ødelæggende. Man fjerner livsgrundlaget for mange arter, hvis man fjerner og tæmmer vandet«.
Også i Hedeselskabet er man opmærksom på, hvordan det har påvirket naturen, at man har nyttiggjort landskabet. Der er sket en udvikling i vores behov og forståelse af verden, som nu ifølge Mads Flinterup gør, at vi må tænke os godt om og gøre tingene, så det belaster naturen mindst muligt.
»Det er netop den toptuning af hver eneste udendørs kvadratmeter, som har ført til biodiversitetskrisen i Danmark. Vi er optaget af, at alt, vi har gjort, har været godt i den samtid, vi har gjort det i. Men det er ikke nødvendigvis godt i den nutid, vi fortolker det i«, siger han.
Fra en lille træbro ved engen ud til Ringkøbing Fjord kan man se til Skjern Ås delta. I dag snor åen sig igen i landskabet, efter at man i 1960’erne rettede den ud for at skabe frugtbar landbrugsjord. Niels Christian Nielsens far var meget imod, at man opgav at dyrke de lave arealer, da man godt 30 år senere begyndte arbejdet med at føre Skjern Å tilbage til sin naturlige form.
Hvorfor tror du, at han var det?
»Det strider imod det at være landmand at lave god jord om til natur igen«, svarer Niels Christian Nielsen.
Hans far var senere med til at vise folk rundt i området og fortælle historien om landskabet ved Skjern Å på sin måde. For Niels Christian Nielsen kan udviklingen beskrives meget enkelt:
»Hver ting til sin tid«.
Et foranderligt landskab
Det har været et vanvittigt hårdt arbejde at lykkes med at opdyrke heden, forklarer historiker Bo Fritzbøger. Og resultatet kan stadig ses i dag i produktionslandskabet i Midt- og Vestjylland. I deres samtid blev bønderne hyldet for hedeopdyrkningen. Konkret er der rejst mindesten med navne på over 1.200 af hedeopdyrkerne i Kongenshus Mindepark sydvest for Viborg.
»Fortællingen om hedeopdyrkningen har indtil for 20-30 år siden næsten udelukkende været positiv«, siger Bo Fritzbøger.
Hvorfor er det relevant at kende historien om det danske landskab, når man skal til at tage beslutninger om fremtidens landskab?
»Det er helt banalt. Landskabet er foranderligt og har altid været det. Vi har nok en tilbøjelighed til at tro, at sådan som vi selv har oplevet det i vores levetid, sådan har det nok altid været. Men sådan har det måske kun set ud i 80 år«, svarer Bo Fritzbøger.
Han mener, at bevidstheden om, at landskaber forandrer sig i takt med samfundets behov og krav, er helt grundlæggende nyttigt.
Tilbage til naturen
Niels Christian Nielsen har valgt at blive boende på gården efter at have solgt jorden til Naturstyrelsen. Nu bor han og familien tæt på fjorden omgivet af marker, der er ved at forvandle sig igen og udvikle sig til en ny naturlig tilstand. Selv har han allerede oplevet, at der er mange rådyr, et stort ande- og gåsetræk, sølv- og fiskehejrer, og at man ved bækkens udløb af og til kan træffe et havørnepar.
»Nu, hvor jeg har solgt jorden, kan jeg jo stadig nyde naturen og dele den med alle andre«, siger han.
Hvad tror du, din bedstefar ville tænke om den måde, du driver jorden på?
»Jeg tror da, han ville synes, at det var mærkeligt og underligt. Men på sin tid var han jo fremsynet. Så mon ikke han ville forstå det«.
Niels Christian Nielsen har selv brugt en stor del af sit liv på blandt andet at dyrke økologiske læggekartofler på den jord, som hans forfædre har arbejdet med i omkring ti generationer.
I dag siger han:
»Vi har lånt jorden et stykke tid, og nu er det tid til, at den skal blive til natur igen«.
fortsæt med at læse
