Artiklen er opdateret kl. 14.07.
Der bliver rusket godt op i Danmark mellem søndag aften og mandag morgen, hvor vejret byder på kraftig vind, isglatte veje samt potentielt snestorm nogle steder i landet. Derfor er flere myndigheder søndag middag ude med advarsler og råd til dem, der vender retur til arbejdet mandag morgen, eller som af anden grund bevæger sig ud i vintervejret.
»Kombinationen af store mængder nedbør på kolde vejbaner kan gøre forholdene uforudsigelige, så kør forsigtigt«, lyder opfordringen fra Østjyllands Politi.
Samme politikreds opfordrer til at huske at holde god afstand på vejene, at tage en opladt mobiltelefon med sig samt lidt mad og drikke for en sikkerheds skyld.
»Har du sommerdæk på bilen, så kør ikke ud«, lyder beskeden fra Østjyllands Politi.
Også beredskaberne i Nordjylland og hovedstaden har sat sig til tasterne for at gøre folk opmærksomme på de vanskelige vejrforhold. Blandt andet opfordres bilister til at køre hjemmefra i god tid samt at følge vejrmeldingerne fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Ryd bilen for sne, så du bliver mere synlig på vejene. Tag en skovl og et tæppe med i bilen«, skriver Nordjyllands Beredskab på den sociale platform X.
I Nordjylland er der udsendt et varsel om risiko for snestorm fra klokken 22 søndag aften til klokken 09 mandag. Der er tale om snestorm, når der falder mere end 10 centimeter sne på seks timer, og der samtidig er snefygning og vind på mere end 10 meter i sekundet.
DMI: Risiko for isslag
Af DMI’s hjemmeside fremgår det, at en varmfront bevæger sig op over landet sidst på eftermiddagen søndag. Varmfronten vil føre til udbredt nedbør, der hovedsageligt begynder som sne, men i løbet af aftenen og natten vil det skifte mere over til at være i form af slud og regn. I overgangen fra sne til regn er der en kortvarig risiko for isslag, advarer DMI på sin hjemmeside.
»Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet«, oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, tidligt søndag morgen.
Isslag opstår, når underafkølet vand bliver til is på en overflade. Nedbør, der egentlig falder som sne, bevæger sig således ned gennem et varmere luftlag, hvor det smelter og bliver til vand. Når vandet så når et nyt og koldt lag luft helt nede ved jorden, bliver det underafkølet. I det øjeblik, hvor vandet rammer jorden, bliver det derfor til is.
»Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, som jo gør, at det bliver glat. Spejlglat«, forklarer Mette Zhang.
»Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen«.
Der er derfor grund til at være særligt opmærksom, hvis man søndag aften eller nat har planer om at begive sig ud i trafikken.
Kun få trafikuheld
Også mandag morgen skal bilister, cyklister og fodgængere være klar over risikoen for isslag, siger meteorologen. Generelt byder søndag aften og nat på et barskt vejr. Dagen starter egentlig ud skyet og tørt, men når eftermiddagens varmfront går i land, kommer der blæst og aftentemperaturer fra -1 grad til 2 graders varme.
»Det vil i den grad føles barskt og ubehageligt. Det kommer til at blæse rigtig gevaldigt«, siger Mette Zhang.
Selv om der også søndag morgen er lave temperaturer, har der været få eller ingen færdselsuheld i de tidlige søndagstimer, lyder det fra 10 af landets 12 politikredse søndag omkring klokken 09.
»Vi har ikke haft et eneste færdselsuheld her til morgen, så det virker til, at folk er blevet indenfor og har gemt sig«, siger Peter Grønbæk, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
I Midt- og Vestsjællands Politikreds siger vagtchef Sonny Bonde, at folk har været gode til at køre efter forholdene. Der har været enkelte færdselsuheld i Midt- og Vestjylland.
»Folk er skredet lidt ud, fordi der har været glat føre, og så har de måske fået bremset for hårdt op«, siger vagtchef Jens Claumarch.
Ingen er dog kommet til skade i forbindelse med trafikuheldene.
ritzau
fortsæt med at læse




























