Danmark skærper overvågning i Østersøen med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau.

Danmark sender fly, skibe og specialstyrker på skærpet overvågning i Østersøen

Den skærpede overvågning kommer blandt andet til at omfatte en fregat, et inspektionsskib, kampfly, overvågningsfly og specialoperationsstyrker. Her ses F35-kampfly i luften over Danmark . Foto: Casper Dalhoff/Casper Dalhoff
Den skærpede overvågning kommer blandt andet til at omfatte en fregat, et inspektionsskib, kampfly, overvågningsfly og specialoperationsstyrker. Her ses F35-kampfly i luften over Danmark . Foto: Casper Dalhoff/Casper Dalhoff
Lyt til artiklen

Danmarks bidrag til en større Nato-indsats i Østersøen vil omfatte både skibe og kampfly samt specialoperationsstyrker.

Det oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau.

Der vil fra dansk side gennemføres ’skærpet overvågning af og tilstedeværelse i danske farvande og stræder samt i den vestlige del af Østersøen til støtte for operationen’, lyder det blandt andet.

»Den skærpede overvågning vil ske med blandt andet fly og skibe gennem periodevis indsættelse og i løbende koordination med Nato og østersøallierede. Indsatsen kan blandt omfatte en fregat, et inspektionsskib, kampfly, overvågningsfly og specialoperationsstyrker«, skriver Forsvarsministeriet i en skriftlig kommentar.

Formålet med indsatsen er blandt andet at beskytte kritisk infrastruktur som ledninger og kabler på havbunden.

Svenske og finske medier kunne fortælle om indsatsen i begyndelsen af januar, men det har hidtil været uvist, hvordan og med hvad Danmark bidrager.

Sveriges forsvarsministerium bekræftede, at landet deltog i Nato-indsatsen allerede 12. januar. Finland bekræftede officielt onsdag. Og nu er Danmark altså kommet på banen.

Den skærpede indsats kommer, fordi kritisk infrastruktur som el- og gaskabler på Østersøens havbund den seneste tid har været udsat for gentagen sabotage.

Så sent som i december blev undersøiske el- og datakabler i Østersøen beskadiget.

Allerede i slutningen af december skrev Nato-generalsekretær Mark Rutte på det sociale medie X, at Nato vil øge sin militære tilstedeværelse i Østersøen. Dengang fremgik det dog ikke, hvordan forsvarsalliancen mere konkret vil gøre dette.

Opdateres

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her