Rim Daniels lange, mørke hår falder blødt ned over den ene skulder, mens hun tilbereder den arabiske ret manaish. Håret plejer hun med olivenolie, som kvinderne i hendes palæstinensiske slægtslinje har gjort i generationer før hende. Det minder hende om, at selv om hun står i sit hjem i en flække uden for Næstved, er hun dybt rodfæstet flere tusind kilometer væk i Gaza.
Børnene Yasmina, Karim og Malek har vinterferie og spiller på deres telefoner, mens de sultent venter på, at deres mors manaish er klar. Manaish er arabiske brød med kød eller krydderier. Rim Daniel er lærer på den lokale folkeskole og holder ferie med børnene, mens hendes mand arbejder.