Lørdag
Jeg vågner op i München, hvor der er sikkerhedskonference. For nogle år siden var det bare en konference, men som årene er gået, og med krig i Ukraine, er det den vigtigste sikkerhedspolitiske begivenhed ud over det årlige Nato-topmøde.
Man skal forestille sig et hotel midt inde i München. Når man står på toppen af det, kan man se Alperne. Det er gammelt og kæmpestort, og der er, jeg ved ikke hvor mange mennesker, politikere, journalister og mænd og kvinder i uniform. Nogle gange er der så trangt, at man ikke kan komme videre, fordi de spærrer gangene af, når den amerikanske vicepræsident eller Zelenskyj skal forbi.




























