En vildfaren fodbold udviste perfekt timing under et pressemøde i Hafnia-Hallen i Valby tirsdag formiddag, hvor en kommission præsenterede sine længe ventede 35 anbefalinger, der skal understøtte børn og unges trivsel.
Bag de tre runde caféborde placeret i et hjørne af den grønne kunstgræsbane var elever fra lilleskolen Børneuniversitetet i gang med en fodboldkamp, der med råb, hurtige afleveringer og et skud på overliggeren agerede et perfekt lydtæppe for flere af Trivselskommissionens centrale pointer: at børn og unge skal lægge telefonen fra sig, danne nye venskaber i foreningslivet og bruge deres krop.




























