En person er fundet død i forbindelse med en brand i en nordsjællandsk gård torsdag.
Det oplyser pressevagten hos Nordsjællands Politi fredag.
Vedkommende er endnu ikke identificeret. Det formodes dog, at der er tale om gårdens beboer, oplyser pressevagten.
Politiet oplyser ikke kønnet på vedkommende.
Fundet af personen er sket som led i politiets brandtekniske undersøgelser.
Der er tale om en gård nær Græsted i Nordsjælland. Branden er tidligere blevet betegnet som voldsom af politiet.
Anmeldelsen indløb cirka kvart i ti torsdag formiddag. Ilden havde bredt sig til længerne på gården på Smidstrupvej, oplyste politiet lidt før klokken 11.30.
Røgen drev mod nord, og politiet opfordrede beboere i området til at lukke døre og vinduer, så de ikke blev generet.
Der er ikke umiddelbart andre tilskadekomne, oplyser pressevagten fredag.
ritzau
fortsæt med at læse


























