Forsvaret vil sende hold af danske soldater til Ukraine for at deltage i kurser.
Det siger hærchef og generalmajor Peter Boysen til TV 2.
De danske soldater vil blive sendt afsted ubevæbnede og kommer fra flere forskellige regimenter i hæren.
»Vi sender nogle hold ned og kigge på, hvilke erfaringer ukrainerne har gjort - first hand. Så de, der opererer med det til daglig og ikke bare mig, kommer ned og får den erfaring«, siger Peter Boysen til TV 2.
Hærchefen understreger, at de danske soldater vil befinde sig langt fra fronten, når de opholder sig i Ukraine.
Soldaterne skal ikke aktivt deltage i krigen, men i stedet ’selv drage sig erfaringer’.
I stedet vil de danske repræsentanter mere sandsynligt opholde sig ved træningscentre i det vestlige Ukraine.
Kurserne på ukrainsk jord er ifølge Peter Boysen på invitation fra den ukrainske hærchef.
Der er endnu ikke sat antal på planerne.
Til TV 2 siger hærchefen dog, at ’både instruktører og operative soldater skal på kurser af en til to ugers varighed med start så hurtigt som muligt’.
Muligvis bliver det allerede til sommer, lyder det.
Målet er særligt, at danske soldater skal tage ved lære af tre års dronekrig fra krigen i Ukraine.
Det vækker utilfredshed på den russiske ambassade i København, at danske soldater skal træne på ukrainsk jord.
Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, siger i en skriftlig kommentar til TV 2, at det ’trækker Danmark dybere ind i konflikten’ i Ukraine og ’fremprovokerer en yderligere ukontrolleret eskalering af den’.
Forsvarsoprustningen stiger markant, og med træning af danske soldater på ukrainsk jord tages der yderligere et skridt.
Generelt set er det danske forsvar i gang med at styrke sin brug af droner markant.
I marts lancerede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) et nyt dronecenter til Forsvaret i Odense.
Dronecenteret ventes at huse cirka 100 militære og civile medarbejdere, når det er fuldt bemandet og operativt i 2026.
Dronerne skal bruges bredt i hele Forsvaret på alt fra faste installationer som flyve- og flådestationer til Søværnets skibe, hærenheder og kritisk infrastruktur.
ritzau




























