En udenlandsk mand blev natten til onsdag fundet svært kvæstet i Sønderborg. To mænd kræves nu fængslet.

Mand blev fundet svært kvæstet – to er anholdt for røveri

Lyt til artiklen

To mænd er blevet anholdt og sigtet for et groft røveri mod en mand, der onsdag blev fundet svært kvæstet i Sønderborg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag morgen.

De to anholdte er henholdsvis 24 og 26 år.

De fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Sønderborg klokken 11, hvor en anklager ventes at kræve dem varetægtsfængslet.

Mændene sigtes for røveri af særlig grov beskaffenhed. Politiet oplyser ikke, hvordan mændene forholder sig til sigtelsen.

Anklageren vil anmode om, at retsmødet torsdag holdes for lukkede døre. Følger dommeren det, holdes politiets beviser hemmelige. Det samme gælder de sigtedes eventuelle forklaring.

Den svært kvæstede udenlandske mand er ikke endeligt identificeret.

Det var klokken 00.44 natten til onsdag, at politiet fik anmeldelsen om den tilskadekomne mand, der blev fundet på Ellegårdsvej, der ligger i et industrikvarter i Sønderborg.

»Da vi ankommer til stedet, kan vi konstatere, at han er hårdt kvæstet«, sagde politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi Martin Hess Pedersen onsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her