Der er afspærringer ved Next Enghøj Gymnasium mandag, efter at en ung mand er blevet stukket med kniv.

Ung mand stukket i låret ved gymnasium i Hvidovre

Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En ung mand er mandag blevet stukket med kniv i låret ved Next Enghøj Gymnasium i Hvidovre, skriver Københavns Vestegns Politi på X.

Politiet er til stede ved gymnasiet. Thomas Christensen, der er vagtchef i politikredsen, oplyser, at det vurderes, at offeret ikke er i livsfare.

På grund af knivstikkeriet er der afspærringer i området. Gymnasiet er dog ikke evakueret, oplyser politiet. Politiet har også oplyst, at der ikke er fare for andre personer i området.

Eventuelle vidner kan henvende sig til det politipersonale, der er på stedet, eller ringe på 114, oplyser politiet.

Vagtchefen oplyser, at der ikke er nogen anholdte i sagen, og at politiet ikke umiddelbart har nogen mistænkte.

»Det er for tidligt at sige noget om, men som sagt vil vi meget gerne høre fra vidner«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her