En mand i skrigorange pølsejakke kører i en hvid kassebil på landevejen mellem Aakirkeby og Nexø. Pludselig flår han i rattet, bilen duver i fjedrene ud over vejkanten og fortsætter bumpende ind på den grønne ærtemark.
Jeg spørger lettere chokeret, om man må det på Bornholm?
»Det må man. Hvis man selv ejer marken«, siger svinebonden Rasmus Brunke og åbner bildøren.
Klippeøen har længe markedsført sig med Højlyngsstien, hvor man vandrer på klippernes højderyg 67 kilometer fra Hammeren i vest til Årsdale i øst.
Stien bliver nu rygraden i Bornholms Grønne Bølge, et initiativ, der skal gavne både natur og turisme. Hvor landmænd, regionskommunen og Danmarks Naturfredningsforening vil udvide det grønne bælte af natur, så flere hektarer bliver klar til sommerfugle, planter, skov, eng og rene kilder.
Med tiden skal bølgen slå et sving mod syd og Dueodde, så naturområderne kommer til at hænge sammen på tværs af øen. Her bliver Øle Å, som løber gennem Rasmus Brunkes arealer, en central dyre- og plantemotorvej.
Rasmus Brunke, der for et øjeblik siden trak så voldsomt i rattet, er allerede begyndt at sætte nogle af sine dårligste jorder ud af drift på Skovgården, som har været i familiens eje i over 100 år, og som producerer 12.000 pattegrise hvert år.
Det er deres mad, vi står i.
»I år har jeg taget 5-6 mindre stykker jord ud, som jeg alligevel ikke får så meget ud af, og har sået bestøverbrak (en frøblanding til braklagte marker af planter med megen nektar og pollen, som er gode for bier, red.). Det kan være, at jorden er for fugtig, ligger for tæt på Øle Å eller er svær at høste. Jeg satser på, at al jorden langs åen er taget ud til næste år«.
Lige nu er der ikke en krone til Rasmus Brunkes bud på den grønne trepart, som han sidder i bestyrelsen for. For selv om Bornholm i forhold til sit areal har et af de største kvælstofudslip i landet, har staten ikke stillet klippeøen penge til kompensation i udsigt for at mindske udledningen af kvælstof.
»Det er for at vise min gode vilje. Vi vil have lov at dyrke den bedste jord optimalt, så vi får mest muligt udbytte. Så giver vi gødning, hvor jorden kan bære det og opsuge kvælstof, og så tager vi jord ud, hvor udbyttet ikke er så stort, og hvor der typisk ville komme udvaskning af kvælstof, fordi planterne ikke kan bruge det«.
Den sjældne larve
På en hævet plankesti gennem Ekkodalen ved Almindingen sidder Michael Stoltze, en høj granvoksen og gråhåret mand. Men som han bøjer sig over sin rygsæk for at finde spejlreflekskameraet frem, ligner han en dreng på 9 år, der lige har fanget sin første sommerfugl.
»Det helt store nu her på Bornholm er, at vi venter på at se svalehaler. Vi ved, de flotte sommerfugle kom til øen i ret stort tal sidste år, og for første gang i 100 år blev der fundet rigtig mange larver. De er pupper nu, men vi har ikke set sommerfuglene endnu. Svalehalens indvandring er dels en følge af klimaændringen, dels en følge af, at der bliver sprøjtet mindre end tidligere i private haver og i skovene«.
Michael Stoltze er professionel biolog, forfatter og Danmarks Naturfredningsforenings repræsentant på Bornholm i den lokale grønne trepart. Han er stadig ikke vokset fra at begejstres over en larve, et område med gul engkabbeleje eller en allike, som går tur på en gallowayko, der ligger og tygger drøv.
»Vi kalder det den grønne bølge. Vild natur fra nord til syd. En alliance mellem os, der vil beskytte naturen, dem, der lever af naturen, og turismeerhvervet. Vi var allerede godt i gang, da den grønne trepart kom, og nu er vi alle klar, når den grønne bølge skal gå fra Hammeren til Dueodde«, siger naturformidleren.
Ekkodalen er et eksempel på en balance. Her holder gallowaykvæget bevoksningen nede, så man ikke behøver bruge maskiner eller gift. Klippevæggen er totalt fredet natur, og på toppen af væggen vokser en gammel egetræsskov, der passer sig selv og giver plads til insekter, bl.a. sommerfugle, og dyreliv i det hele taget.
»Det er essensen af naturbevarelse. Et hotspot, hvor det vælter med liv, som vi kan se på uden at forstyrre noget eller nogen«.
Eneste malurt, eller skulle vi sige mjødurt, er, at der endnu ikke er garanti for, at en tilstrækkelig del af de 53 milliarder kroner, som stat og fonde nationalt har afsat til at realisere den grønne trepart, kommer til Bornholm. Men Michael Stoltze er optimist.
Økologens jordbunke
Tyge Axel Holm, der har et lille husmandssted tæt på Rø Plantage sydvest for Gudhjem, har gravet et enormt hul, så der nu ligger en enorm bunke jord ved siden af hans mikroskopiske landbrug, hvor han dyrker løg, gulerødder, gourmetkartofler, hvidløg og asparges og eksperimenterer med nye kornsorter. Hvert år sædskifter han sorterne for ikke at udpine jorden og overføre sygdomme.
Hullet skal bruges til Sia, den gamle islandske hest, når hun stiller hesteskoene. Lige nu græsser hun intetanende i solskinnet foran æblehaven, hvor hønsene myldrer rundt.
»Det bedste ved Bornholm er klipperne. Hvor der er klipper, har man ikke kunnet dyrke jorden. Derfor har naturen fået lov at være i fred, ellers havde der været industrilandbrug overalt«.
Sådan siger Tyge Axel Holm, der er møbeldesigner og trækunstner med et imponerende cv. Han vil kombinere sit æstetiske håndværk med respekt for naturen og det, vi skal leve af.
Her har han sit eget savværk uden presenning, så han kan skære træ op til sine møbler og brugsting. Han bruger overskudstræ til opvarmning, mens spåner og savsmuld bruges til jorddække, så der kan dannes nye muldlag.
»Om det har kunnet betale sig? Nej, det, der ikke kan gøres med en maskine, kan sjældent betale sig«.
Hans eget brug og flere i nærheden er udset til særlig beskyttet natur og til at være en del af den grønne bølge, som det lokale trepartsudvalg gerne vil udbygge. Og det giver meget mening også for Tyge Axel Holm, der godt kan se, at tiden som økologisk landmand er ved at rinde ud, da 95 procent af de fødevarer, der sælges på øen, er importeret hertil.
»Jeg er 72 år. Det er umuligt at finde en efterfølger til min designvirksomhed og ideen om at drive en cirkulær virksomhed. Og i forvejen er en tredjedel af min jord beskyttet på grund af sjældne arter. Jeg kan godt se, at mange af mine naboer med små jordstykker kunne være interesseret i at opgive driften, hvis de kunne få kompensation. Det kunne være dyrlægen, frimenighedspræsten, en nedlagt minkfarm«.
Det, de små jordbrugere som Tyge Axel Holm venter på, er, at der kommer nogle betingelser for overdragelse af jorden på bordet. Lige nu er det let nok for landets trepartsudvalg at fantasere, mener han, men inden der for alvor sker noget, er Sia nok for længst blevet lagt i hullet, og jorden klappet til.
Til gengæld har den sjældne svalehalelarve fundet sig til rette i Tyges bed med gulerødder. Af jord er du kommet.
fortsæt med at læse
