Med stemmer fra regeringspartiet Venstre er et flertal i regionsrådet i Region Hovedstaden blevet enig om at gå til justitsminister Peter Hummelgaard (S) med et krav om at fjerne borgernes sundhedsdata fra den nye PET-lov. Socialdemokratiet og Moderaterne stemte blankt til forslaget i regionsrådet, der var stillet af Radikale Venstre og Konservative.
»Relationen mellem dig og din personlige læge er et personligt og fortroligt rum, som vi skal værne om. Vi lægger utrolig stor vægt på at beskytte borgernes sundhedsdata, og hvis PET vil have adgang til de informationer, må man nøje overveje nogle modeller. Også derfor havde det været en god idé at inddrage regionen i en høringsproces, så politikere og administration kunne komme med ind i det arbejde«, siger Carsten Scheibye, Venstres medlem af regionsrådet.




























