18-årig kvinde blev fundet død efter festival. Undersøgelse har hverken vist spor af stoffer eller lægemidler.

18-årigs død efter Skive Festival skyldtes ikke farligt stof

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 14.11 med oplysninger om årsagen til spor af fentanyl i kvindernes blod.

Et farligt stof var ikke årsagen til, at en 18-årig kvinde afgik ved døden 8. juni, efter at hun havde tilbragt den foregående dag på Skive Festival, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X.

»Den retskemiske undersøgelse viser hverken spor af euforiserende stoffer eller lægemidler«, lyder det fra politikredsen på X.

»Vi har derfor ikke flere oplysninger til offentligheden om sagen«, tilføjer politiet.

Den 18-årige kvinde blev fundet død i sit hjem, og politiet oplyste, at det ville efterforske dødsfaldet nærmere for at finde frem til en dødsårsag. Selv om politiet oplyste, at der ikke nødvendigvis var en sammenhæng mellem kvindens død og hendes deltagelse på festivalen, fandt politiet det nødvendigt at oplyse om kvindens død og efterforskningen af den.

Det skyldtes en sag fra festivalen, hvor det oprindeligt var politiets vurdering, at der kunne være fentanyl i omløb på festivalen, da to gæster måtte på hospitalet. De to unge gæster blev sendt på hospitalet 5. juni, og dagen efter viste urinprøver spor af fentanyl.

Det fik politiet til at lave en sikkerhedsgennemgang af festivalens teltplads. Politiet gik desuden ud med en advarsel om, at et farligt stof var i omløb. Men i en pressemeddelelse 8. juni lød det imidlertid, at sundhedsmyndighederne ikke kunne konkludere, at de to havde indtaget stoffet på festivalen.

Grunden til, at de to festivalgæster havde spor af fentanyl, er formentlig, at de modtog stoffet som et medicinsk præparat, da de blev indlagt. Politiet oplyste, at festivalgæsterne var blevet behandlet korrekt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her