To personer i 40’erne er afgået ved døden. De er fundet på en bopæl i nordjysk by og kendte hinanden.

Mand og kvinde fundet døde i Nørresundby

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En mand og en kvinde er tirsdag eftermiddag blevet fundet døde i Nørresundby.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Begge afdøde er i 40’erne, og de havde en relation til hinanden, oplyser politiet.

Nordjyllands Politi fik en anmeldelse klokken 16.35 omkring dødsfald på en bopæl i byen. Da politiet nåede frem til adressen, fandt man de afdøde.

»Vi har kun arbejdet på stedet i nogle timer, og det er nu vores opgave at få belyst de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldene«.

»Det arbejde gør vi grundigt. Derfor tager det tid - og derfor vil vi være synlige i området omkring adressen i længere tid«, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet er derfor sparsomme med oplysninger på nuværende tidspunkt.

Borgerne i lokalområdet skal dog ikke være bange, lyder det.

»Der er ingen fare på færde for den almindelige borger i området. Man skal blot følge vores anvisninger, såfremt man befinder sig i området, hvor vi arbejder«, siger Frank Olsen.

Området omkring bopælen i Nørresundby er ifølge TV2 Nord spærret af.

Mediet skrev tidligere på dagen, at mindst seks politibiler samt betjente i skudsikre veste var til stede i Nørresundby.

De nærmeste pårørende til de afdøde er underrettet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her