En mand nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab af en 17-årig pige og overtrædelse af færdselsloven.

»Det er så skrækkeligt«: Bilist opdagede først påkørsel af teenager efter flere timer – nu får han bøde

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret efter publicering med domskendelse.

En 47-årig mand er tirsdag blevet frifundet for en anklage for uagtsomt manddrab i en sag, hvor en 17-årig pige mistede livet efter at være blevet påkørt på Stændertorvet i Roskilde i januar.

Manden er i forbindelse med ulykken dog blevet idømt en bøde på 2500 kroner for overtrædelse af færdselsloven. Men med frifindelsen i det alvorligste forhold om uagtsomt manddrab har retten tilkendegivet, at han ikke kan gøres ansvarlig for pigens død.

Dommeren lægger i sin afgørelse vægt på, at manden havde været uopmærksom i trafikken, og at han burde have opdaget, at han havde kørt den 17-årige pige ned.

»Det er så skrækkeligt«

Den 47-årige mand forklarede i retten, at han ikke opdagede påkørslen på Stændertorvet i Roskilde den 6. januar i år.

Han opdagede først flere timer senere, at han havde ramt pigen med sit sidespejl, da han ville videresende videomateriale fra et kamera installeret i bilen til politiet.

Manden var i retten tydeligt påvirket og forklarede, at han havde været igennem psykologhjælp, selv om det havde været svært at bearbejde et traume, man ikke erindrede.

»Det er så skrækkeligt. En ulykke man ikke aner, at man har lavet«, fortalte manden mandag formiddag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her