En 30-årig mand er idømt livstid, efter at han i 2024 skød og dræbte en 43-årig mand og ramte en kvinde.

30-årig mand får livstid for skuddrab på Nørrebro

Lyt til artiklen

En 30-årig mand er blevet idømt livstid for at have skuddræbt en 43-årig mand og såret en kvinde 8. august 2024 på Nørrebro i København.

Dommen er torsdag afsagt af Københavns Byret.

Manden, hvis navn er Elias Fredlin Skriver, tilstod og har valgt at acceptere dommen.

Det siger hans forsvarsadvokat, Rune Wiborg, kort efter domsafsigelsen.

Den 30-årige mand forklarede i retten, at han havde haft en stor narkogæld, som han ikke kunne komme af med, og derfor blev han nødt til at løse gælden på anden vis over for nogle unavngivne personer.

»Jeg fik at vide, enten, så gør du det her, ellers går det ud over din familie«, sagde han torsdag.

De unavngivne personer havde angiveligt tvunget den 30-årige til at skyde mod personer på adresser, der er kendt som bandeområder på Nørrebro.

»Jeg fik ikke at vide, hvem jeg skulle gå efter«.

»Jeg skulle skyde nogle, der lignede, at de var med i en bande«, sagde han i retten.

Det har tidligere været fremme i medierne, at den 43-årige mand, der blev dræbt, selv tidligere har begået drab.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her