Bandeleder er sigtet for at være bagmand til våbensmugling, der skete, da to grupper var i konflikt.

Højtstående bandemedlem sigtet for våbensmugling i 2019

Lyt til artiklen

Et ledende bandemedlem er blevet anholdt i en sag om indsmugling af pistoler under en konflikt tilbage i 2019.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at det 30-årige bandemedlem er bagmand i en sag, hvor to personer i 2024 blev dømt for at have organiseret og stået for indsmugling af tre skydevåben med ammunition under en konflikt i bandemiljøet i 2019.

Den 30-årige fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag formiddag.

Han afsoner allerede en tidligere dom.

Gruppen, som den 30-årige tilhører, var i 2019 i en konflikt med en anden gruppering.

Bandemedlemmet er sigtet for at have været bagmand til våbensmuglingen og for den såkaldte bandeparagraf, fordi våbnene ifølge politiet skulle bruges i en konflikt mellem to grupperinger.

Dømmes en person efter bandeparagraffen, kan straffen stige med indtil det dobbelte.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her