Artiklen er opdateret kl. 23.07 med flere oplysninger om DI’s fyring af Thomas Bustrup.
Viceadministrerende direktør i Dansk Industri Thomas Bustrup er blevet fyret, skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Fyringen kommer, efter at han tidligere på dagen blev idømt 20 dages betinget fængsel for at have kørt spritkørsel to gange på samme dag i juni i år. Det afgjorde en dommer ved Retten på Bornholm mandag eftermiddag efter et retsmøde, hvor Thomas Bustrup erkendte de to forhold, han er tiltalt for.
Ifølge Dansk Industri skyldes afskedigelsen »sagens samlede omfang«.
»Hans handlinger er ikke forenelige med DI’s værdier, og vi har ikke længere den nødvendige tillid«, siger Dansk Industris topchef, Lars Sandahl Sørensen, i pressemeddelelsen.
Thomas Bustrup blev desuden blevet frakendt retten til at køre bil i otte år. Derudover skal han betale en tillægsbøde på 117.000 kroner. Bøden er udmålt på baggrund af Thomas Bustrups månedsløn. En betingelse i dommen er, at han skal underlægge sig misbrugsbehandling. DI-direktøren modtog dommen.
Det var 9. juni i år, at Thomas Bustrup først blev stoppet af politiet på Sverigesvej i Rønne. En blodprøve klokken 16.41 viste, at han havde en alkoholpromille på 1,87. Senere samme dag blev han stoppet på Øresundsmotorvejen i Kastrup. Her viste en blodprøve, at han havde en promille på 1,95. Altså var Thomas Bustrups promille højere, da han blev stoppet anden gang.
Ifølge Sundhed.dk vil en alkoholpromille på 1,5 føre til problemer med hukommelsen, mens en promille på 2 indebærer en risiko for at blive bevidstløs. Der er dog store individuelle forskelle fra person til person.
En sort dag
Under retsmødet spurgte anklageren ham, om han havde drukket om bord på færgen. Hans svar på det var ganske utydeligt, men han sagde, at 9. juni var en »sort dag«.
Thomas Bustrup og hans kone var i sommerhus på Bornholm. 8. juni havde de fået besked om, at et familiemedlem havde været udsat for en »alvorlig ting«, som han selv beskriver det i retten. Hustruen var taget hjem allerede 8. juni, mens Thomas Bustrup skulle tage færgen hjem med deres hund dagen efter.
Den første gang, han blev stoppet, var han på vej til færgen. Selv om politiet fortalte ham, at han ikke skulle køre videre den dag, kørte han om bord på færgen.
»Det slog klik for mig«, sagde han under retsmødet.
Sagen kom til offentlighedens kendskab i sidste uge, da Dansk Industri udsendte en pressemeddelelse om, at Thomas Bustrup havde fået en tjenstlig advarsel som følge af sagen. Mandag oplyser DI i et skriftligt svar til Ritzau, at organisationen vil nærlæse dommen.
»DI forventer at kommunikere yderligere, når der foreligger et fuldt oplyst sagsgrundlag og overblik over sagens indhold, herunder domfældelse«, lyder det i den skriftlige udtalelse.
Thomas Bustrup har været ansat i DI siden 1996. I dag har han ansvaret for organisationens internationale aktiviteter. Indtil for nylig var han også ridder af Dannebrogordenen, men Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser, at Thomas Bustrup selv har givet afkald på den kongelige orden.
»Dansk Industris viceadministrerende direktør har allerede selv i sidste uge indleveret sin orden«, lyder det.
Adspurgt hvorvidt kongehuset ville have frataget Bustrup ordenen, lyder det fra kongehuset, at med afsæt i tidligere praksis var det formentlig endt med samme resultat.
Begyndt i behandling
I 2023 blev DI-direktøren også stoppet for spritkørsel. Da blev hans promille målt til lige over 0,5.
Dansk Industri understreger, at organisationen indtil for lidt over en uge siden ikke var bekendt med sagen fra hverken 2023 eller i år. Siden er der kommet oplysninger frem, som Dansk Industri finder skærpende, lyder det.
»Det er en dybt alvorlig og trist sag, som vi på alle måder tager afstand fra. Samtidig er jeg glad for, at Thomas får den nødvendige hjælp og nu kommer i behandling for sit alkoholmisbrug«, siger Lars Sandahl Sørensen i meddelelsen.
Bustrup fortalte i retten mandag eftermiddag, at han er påbegyndt misbrugsbehandling, og at han fra tirsdag starter i døgnbehandling for alkoholmisbrug.
»Jeg er forfærdelig ked af mine handlinger, som der ikke findes undskyldninger for. Det har selvfølgelig fået konsekvenser i form af dagens dom, og at jeg må forlade DI efter 29 år«, siger Thomas Bustrup i pressemeddelelsen.
Han har dog forståelse for både domme og Dansk Industris reaktion, lyder det videre.
Thomas Bustrup har været ansat i Dansk Industri siden 1996.
ritzau
fortsæt med at læse


























