Dybt splittede dommere dømmer to unge svenskere for terror

Politiets teknikere ved Israels ambassade i Hellerup i oktober sidste år, hvor to unge svenskere kastede håndgranater.  Foto: Jens Dresling
Politiets teknikere ved Israels ambassade i Hellerup i oktober sidste år, hvor to unge svenskere kastede håndgranater. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 12.44 med strafudmålingen

To unge svenske mænd kendes i Københavns Byret skyldige i terror ved at have bragt to håndgranater til sprængning nær Israels ambassade i oktober 2024.

Nævningetinget i Københavns Byret har ikke været enige om, hvorvidt svenskerne, der i dag er 18 og 21 år gamle, skulle kendes skyldige i terror.

To dommere og fire nævninger har fundet, at de gjorde sig skyldige i terror, mens en dommer og to nævninge ikke mente, at der var grundlag for at dømme dem for terror.

Den yngste af mændene bliver idømt 12 års fængsel. Den anden 14 år.

Det var natten til 2. oktober 2024, at bevogtningspersonale på den israelske ambassade, der ligger i Hellerup lige nord for København, hørte to eksplosioner.

Det viste sig, at to håndgranater havde ramt en tagterrasse tilhørende et hus i nærheden af ambassaden.

Ingen kom til skade ved hændelsen, men der skete materiel skade på huset.

De to svenskere blev anholdt under stort politiopbud på Københavns Hovedbanegård senere på dagen 2. oktober.

Hyret til at kaste håndgranaterne

I løbet af retssagen har de begge forklaret, at de var blevet hyret til at tage til København og kaste med håndgranaterne.

På det tidspunkt var de henholdsvis 16 og 19 år.

De har begge forklaret, at de ikke havde nogle politiske holdninger til Israel eller konflikten i Gaza, men det er uden betydning, mener et flertal af nævningetinget.

»Når en gerningsperson accepterer og udfører for eksempel et bestillingsdrab på en for ham ukendt og uinteressant person, er det stadig drab. Det centrale er gerningspersonens forsæt til at slå en anden person ihjel«, siger retsformanden, da hun forklarer, hvad der er blevet lagt vægt på i skyldkendelsen.

Et flertal af nævningetinget har også fundet det bevist, at de to unge svenskere havde forsæt til at skræmme Israels befolkning i alvorlig grad.

De to svenskere var desuden tiltalt for fareforvoldelse mod de soldater, der bevogtede den israelske ambassade den nat.

Det har nævningetinget været enige om at frifinde dem for.

Derudover var de tiltalt for drabsforsøg mod den familie, der bor i det hus, hvor håndgranaterne ramte en tagterrasse.

Det er de blevet fundet skyldige i.

Tirsdagens retsmøde fortsætter med anklager og forsvareres bemærkninger til, hvilken straf de to svenskere bør idømmes, inden der ventes en dom senere på dagen.

Opdateres

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her