Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Der kan være tæt trafik og forlænget rejsetid, når pinsen slutter, samtidig med at fem byer holder Royal Run.

Forvent køer: Royal Run kombineret med hjemrejse efter pinseferie kan give tæt trafik

    Det årligt tilbagevendende motionsløb 'Royal Run' arrangeret af Kong Frederik løbes i byer over hele landet. Det giver bl.a. trafikale udfordringer på den gamle lillebæltsbro. Foto: Cecilie Rolvung
Det årligt tilbagevendende motionsløb 'Royal Run' arrangeret af Kong Frederik løbes i byer over hele landet. Det giver bl.a. trafikale udfordringer på den gamle lillebæltsbro. Foto: Cecilie Rolvung
Lyt til artiklen

Mandag kan blive en dag med tæt trafik og kødannelse på dele af vejnettet.

Sådan lyder det fra Vejdirektoratet, der forventer pres på vejene især mellem klokken 14 og klokken 18.

»Det er jo et tidspunkt, hvor mange vender hjem efter pinsen, og man kan forvente tæt trafik og risiko for kødannelse, siger vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter Tor Jakobsen.

Biltrafikken går særligt fra vest mod øst, fra Jylland over Fyn mod Sjælland.

Der kan også forventes tæt trafik på rute 21 mellem Sjællands Odde og Holbæk, rute 11 mellem Ringkøbing og Ribe og rute 40 mellem Skagen og Ålbæk.

Hjemrejsetrafikken falder sammen med det store royale motionsløb, Royal Run, med rekordmange deltagere.

I alt 112.450 personer snører løbeskoene i den ottende udgave af motionsløbet.

Løbet holdes i fem byer - Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København.

I Middelfart passerer løberne Den Gamle Lillebæltsbro, som vil være spærret for biltrafik i tidsrummet mellem klokken 12.00 og 14.15.

De biler, der normalt ville passere den gamle bro i det tidsrum, er henvist til at bruge Den Nye Lillebæltsbro.

Det kan give ekstra pres og forlænget rejsetid, lyder det fra Vejdirektoratet.

Kør i god tid

Det er ifølge Tor Jakobsen en god idé at sætte ekstra tid af til rejsen, hvis man skal ud i trafikken mandag eftermiddag.

»Husk at køre i god tid, hold øje med Trafikinfo.dk og følg med på P4, siger han.

Også i de øvrige værtsbyer vil der være trafikomlægninger som følge af Royal Run.

Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i forbindelse med fejringen af den daværende kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Man kan løbe eller gå ’one mile’, der svarer til 1609 meter, fem kilometer eller 10 kilometer.

Kong Frederik åbner festen i Randers, hvor han ankommer med Kongeskibet Dannebrog klokken 10.15.

Klokken 14 dukker han op i Middelfart, og så løber han også i København omkring 19-tiden.

Kronprins Christian udgør det royale islæt i Ringkøbing, mens dronning Mary løber i Helsingør.

ritzau

De fleste tager deres fødder for givet. »Foden er så undervurderet. Men de fleste er nærmest ligeglade med deres fødder, indtil de får ondt i dem«, fortæller fysioterapeut Medde Lykke Vognsen. »Jeg ser mennesker i alle aldre. Børnehavebørn, der ikke vil gå tur, teenagere, der har opgivet at være på idrætsefterskolen, frustrerede løbere, seniorer, der ikke kan stå op og gå på toilettet om natten uden at tage sko på, fordi det gør ondt at gå de få meter på bare fødder«. Derfor ønsker hun sig en fodrevolution. Vi skal tage vores fødder alvorligt, vi skal træne dem.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her