En buschauffør er sigtet for uagtsomt manddrab på to passagerer, der døde, efter at to busser kørte frontalt ind i hinanden nær Hornslet den 14. januar.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to afdøde var mænd, der var passagerer i hver sin bus. Den ene af de trafikdræbte blev 32 år, den anden 52. De blev erklæret døde, da myndighederne ankom til stedet.
Undersøgelser på ulykkesstedet har vist, at det efter alt at dømme var glatføre, der førte til, at den ene bus endte ovre i den anden vejbane, hvor den omkring klokken 09.31 ramte frontalt ind i den anden bus.
Det skete på Landevejen ved Eskerod nær Hornslet på Djursland.
»Der er umiddelbart intet i sagen, der undervejs i vores efterforskning har tydet på, at sammenstødet skyldtes hverken påvirkning eller defekte busser, og det er fortsat vores vurdering, at der er tale om et dybt tragisk færdselsuheld«, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen i pressemeddelelsen.
De to afdøde var mænd, der var passagerer i hver sin bus. Den ene af de trafikdræbte var fra Aarhus-området, og han blev 32 år. Den anden var fra Djursland og blev 52 år.
De blev erklæret døde, da myndighederne ankom til stedet.
I alt var 14 personer i de to busser involveret i ulykken, skrev politiet kort efter ulykken. Her blev det beskrevet, at der var flere tilskadekomne.
Foruden de to afdøde mænd blev otte personer kørt med ambulance til behandling på hospitalet. Alle otte blev meldt uden for livsfare.
Blandt de otte var de to buschauffører.
Buschaufføren, der er sigtet i sagen, er 44 år.
Mange er påvirket
Sagen har påvirket mange mennesker, herunder de pårørende og dem, der dagligt pendler på strækningen. Politiet kalder sagen ulykkelig for alle parter.
»Sagen er ulykkelig for alle involverede parter, og det er en sag, der har påvirket mange mennesker i og omkring ulykkesstedet - herunder naturligvis de involverede chauffører og passagerer, som dagligt pendler på strækningen, men særligt også hos de efterladte til de to mænd, der mistede livet i forbindelse med episoden«, lyder det yderligere fra Thomas Schouby Hansen.
For nylig fik politiet de endelige svar på forskellige tekniske undersøgelser i sagen, og med dem nærmer efterforskningen af sagen sig sin afslutning, oplyser politiet.
Når sagen er færdigefterforsket, overdrages den til anklagemyndigheden, der vurderer, om der skal rejses tiltale i sagen. Det er uvist, hvor længe det vil tage.
Opdateres
Ritzau




























