En sommeraften sidste år blev en 30-årig mand skudt fire gange med en pistol ved boligkomplekset Grankoglen i Glostrup. Manden blev ramt af projektiler i panden, kinden og på skulderen fra kort afstand på en parkeringsplads.
Han slap dog med livet i behold. En politibetjent uden for tjeneste løb til stedet og ydede førstehjælp til manden, der efterfølgende blev bragt til Rigshospitalet, hvor han blev opereret.
Torsdag er en 25-årig mand blevet dømt for at have trykket på aftrækkeren den 29. juli omkring klokken 21.36. Han er af Retten i Glostrup blevet idømt 12 års fængsel for drabsforsøg. Manden har anket dommen til landsretten.
Retten lægger i udmålingen af straffen vægt på, at drabsforsøget var planlagt, og at skuddene blev affyret på kort afstand. Retten mener, at den 25-årige mand blev hyret af en bagmand på den krypterede beskedtjeneste Signal til at begå drabet.
Bagmanden med brugernavnet ’MurderInc’ arrangerede mødet på parkeringspladsen i Glostrup. Aftalen var, at den nu dømte gerningsmand skulle mødes med den 30-årige mand og afregne for salg af biler.
Ifølge tiltalen blev der også arrangeret et møde dagen inden. Her var der ifølge anklagemyndigheden også tale om et påtænkt drabsforsøg. Mødet blev dog af ukendte årsager ikke til noget, og retten har frifundet den 25-årige for dette forhold.
Anklagemyndigheden gik efter 14 års fængsel, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen.
»Det var et brutalt drabsforsøg, hvor manden blev skudt i hovedet på klos hold, hvor flere kunne have set det«, siger han.
Anklageren er på trods af den lavere fængselsstraf »tilfreds« med dommen.
Sagen mod den formodede bagmand bag profilen ’MurderInc’ behandles særskilt. Han er tiltalt for i alt fire drabsforsøg.
ritzau
fortsæt med at læse




























