Måske har du lagt mærke til dem i løbet af sommeren. Mørkhårede unge ved Københavns havnebade, der fra en rund kop med et sugerør af stål suger urteteen mate. Måske har du overhørt et par madudbringere på gaden, der sludrer sammen på spansk med en karakteristisk zh-lyd.
Måske har du set, at der lige er åbnet en slagter i Nørregade, Estancia, der tilbyder unikke udskæringer af oksekød og specialiteter fra Pampassen. Du kan have bemærket det nyåbnede kulturcenter i Sydhavnen, der summer af tango og dufter af grillmad og empanadas. Eller måske studsede du lidt over tv-billederne fra Islands Brygge, hvor der var flere tusinde jublende fans i stribede fodboldtrøjer, mange med nummer 10 og ’Messi’ på ryggen.