Den nye regerings planer om sprøjteforbud og gødskningslov får nu Landbrug & Fødevarer til at indkalde til stormøde for at tale om situationen for landbruget. Mødet skal finde sted den 31. august i Odense.
Det skriver formand Søren Søndergaard i en orientering til baglandet ifølge AgriWatch, der har fået det bekræftet af Landbrug & Fødevarers kommunikationsafdeling.
»Regeringen ser ud til ufortrødent at fortsætte behandlingen af gødskningsloven samt forhandlingerne om et nationalt sprøjteforbud.
»Det på trods af vores mange advarsler og de seneste mange måneders klarlægning af de mulige konsekvenser. Det fylder naturligvis alt hos os alle og hos vores medlemmer. Selv om det ser enormt svært ud, bliver vi nødt til at kæmpe videre, skriver han ifølge AgriWatch.
Det er særligt de nye regler om en gødskningslov, der har gjort landmændene frustrerede.
Her ventes nye regler at blive vedtaget med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at landmænd risikerer, at de til næste år er nødt til at pløje afgrøder op igen, de har pligt til at så her i efteråret.
Torsdag førstebehandlede Folketinget den nye gødskningslov, som sætter rammen for den nye kvælstofregulering. Loven ventes at blive vedtaget i september. Men først i løbet af efteråret vil den blive færdiggjort.
Det er det, der har fået kritik fra landbruget, da landmænd dermed sår næste års afgrøder uden at kende rammerne.
Desuden frygter flere landmænd, at en kommende gødskningslov vil gøre det vanskeligt for avlere af grøntsager at fortsætte deres produktion.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) har tidligere over for AgriWatch afvist at undtage grøntsagsproduktionen fra reguleringen.
Loven ventes at træde i kraft ved årsskiftet og vil betyde strammere kvælstofkrav for alle planteavlere.
ritzau
fortsæt med at læse