Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Politiet skal undersøge, om påstande mod Faderhuset kan føre til straffesag, skriver Kristeligt Dagblad.

Politiet vil efterforske påstande om vold og overgreb i Faderhuset

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Politiet vil undersøge de nye påstande om vold og overgreb i Faderhuset.

Det oplyser politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Allan Holm til Kristeligt Dagblad, efter at avisen har henvendt sig om sagen.

Påstandene er fremsat i bogen ’Barn af Faderhuset’, som udkom mandag.

Det tidligere medlem Noah Rosendal fortæller i bogen, at lederne af bevægelsen afstraffede børnene ved ydmygelser, vold, hårdt fysisk arbejde, kontrol og isolation fra forældrene.

Det er på baggrund af Kristeligt Dagblads henvendelse, at politiet vil ’undersøge, om der er nogle forhold, der gør, at der bør rejses en straffesag’, siger Allan Holm.

Avisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Faderhusets leder, Ruth Kristiansen, der tidligere hed Ruth Evensen.

I podcasten ’Q&Co’ afviste hun dog torsdag, at hun havde slået børn, og hun afviste også, at Faderhuset overhovedet har børn tilknyttet.

Hun sagde her, at der er blevet ført en smædekampagne imod hende og Faderhuset i mange år. Hun påpeger blandt andet, at ingen interesserede sig for Faderhuset, før det købte Ungdomshuset på Jagtvej 69 i 2001.

Ruth Kristiansen blev spurgt til, hvorfor hun ikke har villet udtale sig i bogen ’Barn af Faderhuset’, som journalisten Kristian Corfixen har skrevet.

»Det her er en smædekampagne, og det er alt sammen bygget på ren løgn. Så ved jeg jo, at præmissen ikke er, at man vil høre min historie, for så havde jeg jo nok opdaget det«.

»Præmissen er, at man tager den ene ting efter den anden og bygger ovenpå. Og det ved jeg også, at det er det, der sker her. Altså, sådan er det bare. Jeg tror, det er mindst 10 år siden, jeg har talt med en journalist«, sagde hun.

Kristeligt Dagblad skriver, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i 2008 modtog to anmeldelser af Faderhuset.

Det drejede sig om henholdsvis et seksuelt overgreb og fysisk afstraffelse. Politiet vurderede dog, at der ikke var grund til at formode, at der var blevet begået et strafbart forhold.

Faderhuset flyttede til Bandholm på Lolland i 2006. Her købte menigheden Bandholm Hotel og brugte det som base og samlingssted. Faderhuset forlod Bandholm og Danmark i 2016.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her