Politiet fik mandag eftermiddag en anmeldelse om en mindre eksplosion på boldbanerne ved Janderup Skole i Varde Kommune.
Det skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update tidligt mandag aften.
Siden har to mindreårige indrømmet, at de var involverede i sprængningen, lyder det kort før 21.30. Politiet nævner hverken alder eller køn på de to mindreårige.
»Det er politiets opfattelse, at flere navngivne personer har været involveret, og efterforskningen pågår fortsat«, lyder det videre.
Politiet gør det desuden klart, at området, hvor syrebomberne sprang, er blevet renset.
»Der er ingen fare forbundet med at færdes på området, ligesom forældre til børn på Janderup skole trygt kan sende deres børn afsted i skole i morgen, skriver politiet.
I sidste uge måtte Midt- og Vestsjællands Politi rykke ud til en anmeldelse om en syrebombe, der blev sprængt på en boldbane ved Rynkevangskolen i Kalundborg.
Her viste det sig, at fem teenagedrenge sprængte syrebomben, fordi de kedede sig, sagde en politiinspektør efterfølgende.
Syrebomber fremstilles af forskellige kemikalier, og når de blandes, opstår der en kemisk reaktion, som øger trykket og får beholderen - typisk en flaske - til at eksplodere.
Politiinspektøren fra Midt- og Vestsjællands Politi sagde i sidste uge, at børn kan få alvorlige skader, hvis de kommer i berøring med kemikalierne.
De fem drenge blev afhørt tirsdag, mens både forældre og sociale myndigheder var til stede. Drengene blev efterfølgende sigtet for brud på våbenloven.
ritzau
fortsæt med at læse