Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

20-årig mand erkendte at have kørt 109 kilometer i timen i villakvarter og påkørt hus, hvorved kvinde omkom.

20-årig får fire års fængsel for dødelig påkørsel i villakvarter

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

En 20-årig mand idømmes ved Retten i Aarhus fire års ubetinget fængsel for trafikdrab på en 64-årig kvinde i Tilst ved Aarhus.

Yousef Haissam El-Chiri erkendte i retten at have ført bilen - en Cupra Tavascan - med en fart på 109 kilometer i timen i et villakvarter, hvor man maksimalt må køre 40 kilometer i timen.

Bilen ramte huset, hvor kvinden og to familiemedlemmer befandt sig.

Den 20-årige erkendte sig under retsmødet skyldig og sagde, at han ’panikkede’, da han så, at en politibil fulgte efter ham.

»Jeg ser politiet i bakspejlet og panikker fuldstændig. Mine venner begynder at råbe, men jeg reagerer ikke«, lød det.

Manden med sort skæg og sort hår forklarede i retten, at tre kammerater sad sammen med ham i bilen den pågældende aften omkring klokken 23.45.

De havde netop forladt Bilkas parkeringsplads, hvor politiet var troppet op efter en anmeldelse om hasarderet kørsel.

Den 20-årige forklarer, at der blandt andet blev fyret fyrværkeri af, og at han ikke ville være ’en del af ulovlighederne’.

Derfor forlod han stedet i bilen sammen med sine kammerater, som han ville køre hjem.

Han fortæller, at han tog fejl af vejene i villakvarteret og endte på Hindøvænget, der er en blind vej.

En politipatrulje satte efter bilen, og det var ifølge den 20-årige synet af patruljen i bakspejlet, der fik ham til at træde ekstra hårdt på speederen.

Han sagde i retten også, at han ikke var klar over, hvor hurtigt han kørte.

»Det er en splinterny elbil. I momentet føltes det overhovedet ikke hurtigt«, lød det.

Udover fængsel i fire år frakendes han kørekortet i fem år og får bilen konfiskeret.

Den 20-årige modtager dommen, meddeler hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, efter en kort snak med sin klient.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her