Efter mange års kamp var der i april 2024 endelig penge nok til at rense kemikaliedepotet Høfde 42 på stranden mellem Thyborøn og Harboøre.
Planen var, at oprensningen skulle begynde i 2026.
Nu - to et halvt år senere - står det klart, at oprensningen tidligst kan gå i gang i 2028.
Forsinkelsen skyldes, at det stadig er uafklaret, at myndighederne endnu ikke har afklaret, hvem der skal give den nødvendige miljøgodkendelse.
Det oplyser Region Midtjylland til mediet Danwatch.
Lemvig Kommune har bedt miljøministeren om at lade staten overtage ansvaret, men ministeren har endnu ikke truffet en afgørelse.
»Region Midtjylland finder forløbet dybt beklageligt og håber, der snarligt kommer en afklaring, så vi kan komme videre med den længe ventede oprensning af Høfde 42«, lyder det fra regionen til mediet.
Det er ifølge regionen ikke muligt at fastlægge en ny tidsplan, før spørgsmålet om myndighedsansvaret er afklaret.
Høfde 42 blev forurenet i 1950’erne og 1960’erne, hvor virksomheden Cheminova deponerede kemikalieaffald på stedet med tilladelse fra staten. Imens gjorde staten det samme.
Siden er det vurderet, at kemikaliedepotet indeholder over 100 ton forurenede stoffer, herunder syv ton kviksølv.
I slutningen af 2020 besluttede et flertal i Folketinget at afsætte flere millioner til oprensninger af generationsforureninger. Her fik Region Midtjylland tildelt 375 millioner kroner til oprensningen af Høfde 42.
Det var dog ikke nok. Det var først , da regionen fik tilsagn om yderligere 378 millioner, at den kunne indgå en kontrakt med entreprenørvirksomheden Arkil A/S, som har vundet udbuddet med oprensningen.
Det skete i april 2024. Det eneste, der manglede , var de nødvendige miljøgodkendelser, som man ventede, ville tage mellem et og halvandet år.
ritzau
fortsæt med at læse