Det er klart i strid med EU-retten, at Tyskland i årevis har givet danske busselskaber mulighed for at lease busser i Tyskland og få refunderet den tyske moms. Det mener ekspert i momsregler, Henrik Stensgaard, der tidligere har arbejdet i Skat og nu er adjunkt på Handelshøjskolen i Århus.
Han undrer sig derfor meget over, at Skatteministeriet forsøger at komme de danske busselskabers udnyttelse af de tyske momsregler til livs ved at få ændret EU’s momsdirektiv i stedet for at få EU-kommissionen til at tage affære. »Åbenbart ulovlig praksis« Ændringerne i EU’s momsdirektiv har været diskuteret i EU siden 2003, og efter Skatteministeriets eget skøn vil ændringerne – forudsat at de bliver accepteret af alle medlemslandene – først være helt på plads i 2008. »Så jeg forstår slet ikke, at den danske stat ikke fra starten har valgt at gøre EU-kommissionen opmærksom på denne åbenbare ulovlige praksis frem for at gå den tunge vej med at få ændret direktiverne, som de gør nu«, siger Henrik Stensgaard. Han påpeger, at EF-domstolen i flere tidligere domme har udtalt, at det er i strid med EU-retten, hvis et land tilbagebetaler moms til firmaer, som driver afgiftsfritaget virksomhed i et andet EU-land. Den tyske momsfidus koster ifølge Skatteministeriets egne beregninger den danske statskasse omkring 300 millioner kroner årligt i tabte momsindtægter. Holder priserne nede Som Politiken kunne berette i går, så kører stort set hele den danske kollektive bussektor i busser, der er leaset i Tyskland, fordi selskaberne som erhvervsvirksomhed på den måde kan kræve den tyske moms tilbage og dermed helt undgå at betale moms. I Danmark kan busselskaberne derimod ikke få refunderet momsen på indkøb og leasing af busser, fordi busbilletterne er momsfritaget. Busselskaberne bruger de sparede penge til at underbyde hinanden, hvorved amterne og kommunerne sparer millionbeløb på driften. I praksis er det derfor Tyskland, der via momsrefusionen er med til at holde prisen på de danske busbilletter nede. Men efter Henrik Stengaards opfattelse kan det meget vel være den danske stat, der i sidste ende betaler den største del af regningen for det noget absurde koncept. »For hvis ikke denne momskonstruktion eksisterede, så ville mange af de selskaber, der leaser busserne ud, sandsynligvis ligge i Danmark«, siger Henrik Stensgaard. Tysk fordel Han mener, at det også er årsagen til, at Tyskland gentagne gange har nægtet at stoppe momsrefusionen til de danske virksomheder. »Ordningen skaber jo aktivitet i Tyskland, og det er en aktivitet, de trækker fra Danmark, så det er stærkt konkurrenceforvridende«, siger Henrik Stensgaard, der ikke er i tvivl om, at Danmark af samme grund for længst kunne have slæbt Tyskland for EF-domstolen. Skatteministeriet er godt klar over muligheden for at få EU-kommissionen til at lægge sag an mod Tyskland. Men ifølge Lone Lau Jensen, chefkonsulent i Skatteministeriet, har man valgt i stedet at fokusere på at få EU’s momsdirektiv ændret, så det er busselskabernes placering og ikke leasingselskabets, der bestemmer, hvilket lands momsregler, der skal bruges. Men kunne I ikke bare have hevet Tyskland for EF-domstolen og så få løst problemet på den måde? »Jo, men det tager jo også tid. Der skal skrives frem og tilbage, og før kommissionen har fået det gjort, så er der også gået fem år, og så er det ikke engang sikkert, at den gør det. Så vi vil hellere have ændret reglerne«, siger Lone Lau Jensen. Men I er godt klar over, at denne her mulighed forelå? »Ja, det har vi været, men vi syntes bare, at den anden løsning var bedre, og vi tror også, at det kommer til at gå hurtigere, og at det bliver mere klart. Så slipper vi også for procesrisikoen, for det kunne jo være, at der til sidst kom en dommer, som gav Tyskland ret. Hvor ville vi så være henne?«, spørger Lone Lau Jensen. Vi gør noget Hun påpeger, at selv hvis Danmark fik stoppet den tyske momsrefusion, så ville mange busselskaber sandsynligvis stadig lease busser i Tyskland på grund af den lavere tyske momssats på 16 procent over for den danske på 25. »Desuden vil vi stadig mene, at hvis man ændrede reglerne på nuværende tidspunkt, så skulle den danske stat alligevel kompensere busselskaberne for den ekstra udgift, fordi den offentlige transport ikke må blive dyrere«, siger Lone Lau Jensen. Hun understreger dog , at trods dette ser med stor alvor på sagen: »Det er ikke fordi, vi ikke foretager os noget i denne sag. Vi er meget opmærksomme på dette her problem, men vi mener bare, at dette er den bedste fremgangsmåde for alle parter«.



























