» Har du tænkt over det i forbindelse med den debat, der har været om flygtningebørnenes vilkår herhjemme i flygtningelejrene? »At de ikke laver noget? Jamen, det er jo vanvid. Det er synd for de børn«. Blander du dig i det, når du taler med Anders?
»Nej, det har jeg så ikke lige taget mig af. Ikke andet end at jeg kommer med små-kommentarer selvfølgelig!«. Griner Anne-Mette. »Hvis der er noget, hvor jeg kan se, at man kan gøre noget, så siger jeg det. men hvordan det sådan teknisk foregår, det kan jeg jo ikke vide. Men jeg kan sige noget om, hvordan man skal behandle børn, og give nogle ideer til, hvad man kan gøre for dem«. Du ved jo bedre end så mange andre via din uddannelse, hvordan det påvirker børn at bo på lidt plads sammen med en psykisk syg mor? »Ja, det gør jeg«. Kunne Anders finde på at spørge dig til råds om det? Han har jo ekspertisen siddende for enden af spisebordet? Ja, ja. Men det tror jeg ikke engang, han når. For hvis der er sådanne nogle ting, som kan ophidse mig, så har jeg jo allerede nået at få sagt, hvad jeg mener om det! Kan I blive uenige om sådan noget? »Næh, uenige er vi sådan set ikke. Men han ved, hvordan tingene kan løses eller ikke løses, men jeg kommer med det mere spontant. Sådan skulle I tage at gøre. Eller også siger jeg, at det kan man ikke byde dem. Men jeg ved jo ikke, hvordan jeg skal gå ind og løse noget, vel. Det må de andre så bryde hjernen med. Men jeg kan jo bare sige, at dét der er da i hvert fald totalt vanvid! Fordi jeg ved, hvordan det påvirker børnene. Men man kunne vel beskæftige dem med et eller andet? Når nu de skal være der? Det kan vel ikke være så svært«. Kan man sige, at du er praktikken og Anders er teorien i sådan en sag? »Jo, det kan man godt kalde det for. Men han skal også have noget praktik i sin hverdag, ellers går han jo rundt med alle de der løsningsmodeller. Ikke fordi han – og de andre politikere – ikke ved, hvad der foregår, men i mange ting går de for meget rundt bag murene. Nogle gange er der noget, politikerne slet ikke ved eller er blevet orienteret om. Eller man tror måske bare, at det kører fint, hvis man aldrig har hørt noget. Man kan jo heller ikke nå at vide noget om alle steder. Nogle gange skal man have set det selv. Der er jo nogle ting, du ikke kan gøre noget ved, selv om du gerne ville. Det tror jeg også, jeg ville have svært ved. Der er politik heller ikke til min tålmodighed. Som jeg plejer at sige til Anders – jeg kunne holde ud at gå og vente i 10 år på, at noget blev gennemført. Så synes jeg, det er sjovere at diskutere holdninger privat«. Så det er ikke, fordi du ikke er et holdningsmenneske? »Det er bare på en anden måde«. Men det var ikke fordi, der gik den store ungdomspolitiker tabt i dig dengang i VU? »Nej. Eller det kan jeg jo ikke vide«.« Bogen udkommer på Politikens Forlag.
